LigbrændingensHistorieDanmark_1931

14 Nu er der jo den Vanskelighed, at de homeriske Kvad først ret sent, vel i 8 .—9. Aarhundrede før K r., ha r faaet deres nuværende Indho ld ; deres endelige Form er endda undergaaet Ændringer i endnu senere Tid, og enkelte Indskud tilkomne, medens den Tid, de skildrer, ligger flere Aarhundreder længere tilbage, man tør vel regne om ved 1200 f. Kr. Det er da givet, at der i de Aarhundreder, hvori de overleveredes mundtligt, er kommet adskillige Indskud og Ændringer. Og det berører ogsaa det Omraade, hvorom der her er Tale, selv hvor det, som i det eksempelvis anførte Sted fra Ilia- den, baade drejer sig om Hovedpersoner og særdeles vigtige Be­ givenheder. Det bliver da Arkæologien, som maa bringe de sup­ plerende Oplysninger. I den homeriske Skildring er altsaa Ligbrændingen det alm in­ delige, maaske endog at regne for eneraadende Sædvane. Men gen­ nem de arkæologiske Fund er det lige saa klart, at i Virkeligheden ha r det meget snarere været Legemsgravskikken, der i den Tids­ alder, hvorom Digtningen beretter, h a r været almindelig anvendt i de aristokratiske Lag, arvet fra ældre Tid, da det var den eneste kendte Skik. Saaledes er det jo paa Mykenai’s Borg, Stedet, hvor efter Digtningen Agamemnon var Kongen, og andensteds i Græ­ kenland i »mykenisk« Tid. De mærkelige Skaktgrave paa Borgen, Fællesgrave som de nordiske Storstensgrave, Dysser og Jættestuer, er udelukkende Legemsgrave. Ogsaa Kuppelgravene viser et til­ svarende Billede, og yderligere maa vel i disse Graves Form ses et Afbillede af den runde Husform, der vel var gaaet af Brug i K u l­ turcentrerne, men netop ved Gravens Udformning bevares som den rette Type for en Bolig. I endnu ældre Tid er den Døde stundom fundet gravlagt i Huset, altsaa vel i den Bolig, han som levende havde benyttet. Først ved 1200—950 vis,'r de arkæologiske Fund Ligbrændingen som den opstaaende og efterhaanden sejrende Skik, om end gennem lange T ider med Bevarelse af de til Legemsgrav- lægningen knyttede Sædvaner; det Billede, som Fundene viser, er ikke i Hovedsagen anderledes end det, som Digtningen opruller, og hvis vigtigste Ejendommeligheder allerede er fremførte. Efter