LigbrændingensHistorieDanmark_1931

156 gaa ud fra den som en Selvfølgelighed og kun kræver, at Skolen, forinden Graven graves eller aabnes, h a r faaet sin Rettighed.14) Moden naaede da ogsaa op i de allerhøjeste Kredse, Griffenfeld lod i 1672 sin Hustru begrave om Aftenen,13) og Aaret efter lod selve Kongen sin Søn Prins Christian Vilhelm jorde paa denne Vis. Anders Bording skildrer i sin rimede Avis »Den danske Mer- curius«16) Prinsens Begravelse i disse Linier: Disse sene Begravelser blev selvfølgelig en folkelig Aftenfor­ nøjelse; der var jo nok at se paa. En samtidig tysk Forfatter,17) der iøvrigt betegner disse Begravelser som særligt ejendommelige for København, skildrer, hvorledes V induerne i de Gader, som Ligtoget drog igennem, var illuminerede, og hvorledes Følget bar Stanglygter. Selve Sørgehuset stod ikke tilbage; i 1694 holdt en Justitsraad Kruse sin Kærestes Jordefærd, og da var i hans Gaard »nogle hundrede brændende Lamper i Vindverne optændt, og udenpaa med ligesaa mange Lygter udprydet«ls) men to Aar efter overstraaledes denne Lyspragt sagtens af Lysskæret i Charlotten- borgs Gaard, hvor Gyldenløves Søn laa Lig mellem ti store Lyse­ stager, mens der bag Kisten var »ziret med dejlige Illuminationer af smukke Sindbilleder«19) — og saa h a r Faderens Ligfærd i 1709 vel nok være endnu mere pompøs, at dømme efter Stikket i Clir. Masius’ Ligprædiken. Med det nye Aarhundrede tog Aftenbegra­ velserne dog af; de fornemme Kredse havde ikke længere denne Særskik behov, thi Enevældens Begravelsesforordning satte Skel nok mellem høje og lave, ogsaa efter Døden. Christian V’s Forordning af 1682,20) der blev Grundlaget for Begravelsesordningen i hele Enevældetiden, h a r som nævnt sin Rod i Forordningen af 1656 og ældre Forordninger, men den er i sin Form og Tankegang fu ld t ud den nye Enevældes Udtryk, paa en Gang en Gravenes Rangforordning og baaret af Monarkens Om­ sorg for sine Undersaatters rette Maadehold. Kongen har ugerne »Hans fyrstelige Lig udi Slotskirken her Ved Ljus og Aftenstund bisat og jordet er.«