LigbrændingensHistorieDanmark_1931

11 grave, anvendte af Slægten, eller dog en begrænset Del af Sam­ fundet, ha r vel noget formindsket det Antal Gange, det blev nød­ vendigt at udføre Arbejdet, og selv om Kamrene synes at være bestemte for Evigheden og at forudsætte absolut Urørlighed for den, som en Gang var bragt til Hvile, har dog ogsaa her Respekten haft sin Tidsbegrænsning, og man er gaaet over til i Stedet for at bygge en ny Grav at rydde en af de fra Fortiden arvede, henlægge Resterne fra de gamle Gravhvælvinger i Jorden ved Kamret, og saa tage selve Kamret i ny Brug. En lignende Fremgangsmaade er heller ikke ukendt ved de egentlige Klippegrave. I hele vor bofaste Stenalder er Legemsgravlægning eneraadende Skik, altsaa til ca. 1500 f. Kr. Vel er der nogle Gange, baade i det nuværende Danmark og i Vestsverige, fundet Brandgrave i Jæ tte­ stuer, som Regel anbragte ret højt i det Jordlag, som dækkede de fra ældre Tid gravlagte. Men disse Grave tilhører alle det efter­ følgende Tidsafsnit, Bronzealderen, med den individuelle Grav­ lægning, og endda oftest ret sene Perioder. Heller ikke er Til- fældene særlig mange, og de maa naturligt ses i Tilknytning til senere Tiders almindelige Med-benyttelse af de fra ældre bestaa- ende Jordhøje. Ligbrændingen som almindelig Gravskik frem træder i den europæiske Kulturkreds paa det første Tidspunkt, paa hvilket vi gennem en mere alsidig Kundskab kan erkende en Sammenhørig- hed med senere Tiders Tankegang, nemlig i en tidlig Fase af Ud­ viklingen i Hellas. Selv om adskillige Kulturelementer er komne til os ad andre Veje og kun lidt ved direkte Paavirkning, er der ingen Tvivl om, at det er græsk Udvikling, der navnlig i tidlige, ogsaa i Hellas helt eller halvt forhistoriske Tidsrum har givet v idt­ rækkende Impulser. Det er i denne Sammenhæng uvæsentligt, om Ligbrændingsskikken er opstaaet i Grækenland, hvad meget kunde tyde paa, eller den er indført dertil udefra. I fyldig Form, men saaledes, at det gør Indtryk af at være en ret ny Skik, fremtræder Billedet i Homers Iliade, bl. a. i 23. Sang, i Beretningen om Patroklos’ Baalfærd, den som Achilleus foranstaltede foran Troja, 2*