LigbrændingensHistorieDanmark_1931

140 Fædrenes Vis. Middelalderens hævdvundne Skik, at lade den dødes Standsfæller bære Liget bort til Graven,31) maa være gaaet under i Reformationsrøret, siden Christian III i en Forordning af 1539 klager over »at naar noget kristent Menneske dør og afgaar, da slæber de dennem til Jorde, som med et andet Bæst«;32) men den gamle Skik kom igen og nu med øget Glans. I 1563 kunde saaledes førnævnte Korfits Ulfelds Lig nyde den Æ re at blive baaret til Graven i Københavns Frue K irke af 26 Herremænd .33) Borger­ standen stod dog ikke tilbage; he r sluttede Lavs- eller Gildebrød­ rene op om Standsfællens Baare — dette bød Lavets Lov, og den blev adlydt selv i Pesttiden.34) Paa Standsfællernes Skuldre førtes Liget paa sin Baare eller i sin Kiste — stillet paa Baaren — ud af Hjemmet; dækket af det kostbare Ligklæde35) drog det ud paa sin sidste Færd. Udenfor Huset var imedens enhver, der kunde, mødt op for at følge; i mindre Byer blev det tit det hele Bysamfund — Randers Vedtægt af 160936) gjorde det endog til en Borgerpligt at følge Byens døde til deres Lejersted. Ligtogets Orden var stedse den samme i denne Tid: forrest drog den lærde Skoles Peblinge og Byens Præster, dem fulgte den døde og sidst dennes Slægt og Venner, Mændene først, Kvinderne efter. Peblingenes Plads i Toget var lovbefalet: »Hvor som Skoler er, maa Peblingen gaa for Liget og synge enten Benedictus eller Salmen »Vor Gud han er saa fast en Borg« eller »Af Dybsens Nød« med den Antifen »Men vi lever paa Jorden her« eller nogle andre danske Salmer. Men hvor som Skoler ikke er, der maa de følge tiende efter Liget, som ha r ladet det udbære«, hedder det i Kirkeordinansen af 1539.3') Men i 1566 søgte Fyens Biskop at indskrænke Peblingenes Pligt til at synge: »Naar Liget føres af Gaarde, er ikke behov, at Skolemesteren med sine Peblinge skulle der straks noget sjunge, men maa forholdes saa længe, til Liget kommer for K irkedøren« ;38) men det kunde ogsaa være svært nok for Peblingene »især hvor lang og skiden Vej er til K irken at undgaa at falde med Lysene eller trænges ud i Dynd