LigbrændingensHistorieDanmark_1931

135 den nye Tros Mænd Bruddet med Aarhundredernes Kirke: Romer­ kirken var idel Mørke — Guds Naade skabte Dagens Lys; men Glæden over Lyset fik den nye Kirke til at glemme den fromme Skønhed i mangen gammel Kirkeskik, ikke mindst de, der værnede Gravens Fred. Bedeklokkens Sjæleringning havde kaldt Slægt efter Slægt blandt Kirkefolket til Bøn for den henfarne Sjæl. Sjælemessen havde nedkaldt Guds Guds Barmhjertighed over den Sjæl, hvis Legeme hvilede i Kirkens Skød — i viet Grav — til Opstandelsens Komme. Lig en mild, dog myndig Moder havde Kirken taget sine døde i sit Værn og søgt at skærme dem mod Verdens Fortræd, saa- vidt K irkeretten rakte. Alt dette brødes sønder under Reforma­ tionens Storm paa Romerkirkens Tankesæt; den nye Læres grumme Ivrere knuste alle de fromme Skikke og lagde Øde, hvor der før var Have. Mod Romerkirkens Vagt, af Sæd og Skik, om Gravens Fred, satte Reformationen Forvisningen om Guds Naade mod hver en død. Fra første Fæ rd forkastede Luther Sjæleringningen og Sjæle­ messen som argt Papisteri,2) og i sin Prædiken om den rige Mand og Lazarus3) fo rk larer han Døden som kun en Sjælens Søvn indtil Opstandelsen — men i Grunden ved vi intet derom, føjer han til. Bønnen for den døde bør da kun lyde: »Kære Gud, er Sjælen endnu i den Tilstand, at den kan hjælpes, saa beder jeg dig, at du vil være den naadig.« Men Luthers Venner var end mere nid­ kære: »Lad de sørgende trøste sig med en Bøn for den døde; Menigheden ved, at den ej med sin Bøn bør paavirke Guds Dom.«4) Hermed havde Reformationen hugget det Baand, Menig­ hedens Forbøn, over, der i Romerkirkens Gravskik bar den døde over Fortabelsens Dyb. Luther drog kun den sidste Konsekvens, naar han i et Brev til Præsten Cyriacus Gerich0) indirekte for­ kastede Begrebet »den viede Jord«. Udfriet fra Kirkens faste Værn blev den døde nu et Bytte for Kampen mellem Tro og Overtro, indtil Lutherdommens Ritus blev saa fast i Hævd, at Overtroen veg. Sjæleringningen var vel i sin Rod en hedensk Skik; ) men