LigbrændingensHistorieDanmark_1931

LIGBRÆND INGEN I DANMARK I OLDTIDEN INDTIL AAR 1000 e. Kr. Af Inspektør ved Nationalmuseet Hans Kjær.

F orholdet til de Døde har til næsten alle Tider været et Hovedproblem for de efterlevende og har til Tider ført til tragiske Konflikter, bevæget som det er væsentlig ud fra to Poler, den ene Pieteten, den anden en mere eller mindre bestemt Frygt for den Dødes Hævn, hvis Pligterne ikke opfyldes paa rette Vis, i de vekslende Tider med snart den ene, snart den anden af disse Følelser stærkest betonet. Selv paa simple Kulturstadier opfattes dette Forhold paa mangfoldigt forskellig Vis, hvorved er opstaaet en uendelig Variation af Formler, under hvilke de efterlevende fører den Døde til det Sted, hvor Forkrænkelighedens Værk fu ld­ byrdes, og ligesaa til en stadigt vekslende Skiften i de Sædvaner, hvorved man gennem en kortere eller længere Periode vedlige­ holder en vis Forbindelse med de bortgangne. Man behøver blot at tænke paa saa vidt forskellige Former for selve Henlæggelsen som Australiernes Anbringelse af den Døde i Træer, det gamle Ægyptens og de sydamerikanske Indianeres vidt forskellige Art af Mumificering, Parsernes Henlæggelse i »Tavshedens Taarne« til Rov for Fugle, eller Forasiens almindelige Gravlægning i K lippe­ huler. Ogsaa Formerne for den efterfølgende Vedligeholdelse af Forbindelsen med den afdøde er underkastet de største Svingnin­ ger. Meget ofte findes forskellige Tiders Sædvaner fastholdte sam­ tidigt, selv om de ældre Skikke ikke længere kan begrundes ud fra nye Forestillinger. Der er ikke noget Omraade, hvor Mennesker i saa høj Grad føler sig bundne af Fortidens Brug, og det er vel