LigbrændingensHistorieDanmark_1931

111 Gravens Plads og Anlæg, at erlægge i Naturalier eller Penge. Knud I bød endog, at Gaven skulde erlægges, saa snart Graven var gravet;38) men selv de frommeste blandt Kirkens Børn vilde intet lade sig paatvinge, og det varede længe, inden Dødsgaven erkendtes som en Pligt for de efterladte. Følgen blev en broget Forvirring i alle K irkens Lande — et Kirkemøde i Rouen 1223 truede de genstridige med Kirkens Straf,39) et andet i Valencia 1258 lod Erlæggelsen af Dødsgaven vente til efter Begravelsen,40) og et engelsk Kirkemøde i 1287 klagede over, at i nogle Sogne betaltes Dødsofret, i andre ikke. Det engelske Kirkemøde ind­ skærpede derfor de troende at rette sig efter Offerskikken, hvor den længst var gængs — ogsaa hvor den ikke var det, at den døde dog maatte faa Fred i sin Grav; men naar man støttede dette Paa- bud paa den Teori, at Dødsofret kun var den Tiende, som den døde var K irken skyldig, viser det, at Gavens oprindelige Frivil­ lighed var gaaet i Glemme.41) Udviklingen endte da med at fast- slaa, at Dødsofret tilkom den dødes Sognepræst42) — hvad enten den døde blev begravet i Sognet eller ej.43) Det blev endog for­ budt Klostrene at overtale de troende til at lade sig begrave i Klo­ sterjord — for ad den Vej at faa Dødsofrene.44) Ingen Kirkelov formente dog den troende Retten til at lade sig jorde paa hvilket Sted, han eller hun selv vilde; den Frihed havde Romerretten hjemlet enhver, og den kanoniske Lov gav den døde samme Ret.45) Men de enkelte Landes Kirker søgte dog at indskrænke denne frie Bestemmelsesret — Kirkemødet i Trier 895 havde krævet, at den døde skulde jordes ved den Kirke, til hvilken han havde ydet Tiende,46) andre Bestemmelser søgte at henvise Graven til den Kirke, hvor den døde i Live havde søgt Alterets Sakramente.47) Den store K irkeretslærer Ærkebiskop Hincmar af Rheims, hvis Lovsamling blev Kirkens gældende Ret i Aarhundre- der, tillagde Sognepræsterne Retten til at bestemme den dødes sidste Plads.48) Al Retspraksis syntes flydende, hvad Gravens Sted angik men Legemet skulde jordes udelt. Kirken forbød Begravelsen af enkelte Legemsdele paa hver sit Sted; kun Hovedets Hvilested