Laniterkvarteret

Fru Werliin en kort Tid, før hun holdt Bryllup med Chr. W in ­ ther. Digteren var hendes stadige Gæst her. Hver eneste Morgen sendte han hende Blomster, som skulde tolke hans store Kærlig­ hed. Han sagde jo, at han blev aldeles tavs, saasnart hans Blik sænkede sig i hendes Ynde. Et af Digtene »Til Een« er netop fra den Periode, og det lyder saaledes:

»Jeg elsker digi — og aldrig rolig Min Tanke sværmer om dit Fjed; Og Hjertet sprænge vil sin Bolig, Vil ud — vil ud og sværme med. Som i en Drøm, som i en Ruus Jeg følger selv mit Hjertes Vildhed, Og vaagner tidt i Nattens Stilhed Med Blikket paa dit mørke Huus. En Flor af Elskovstanker søde Da spirer op og myldrer frem; De klinge, bæve, dufte, gløde, — Men ak! du aldrig aner dem; Thi, naar jeg seer dig, og min Aand Sig i din Ynde dybt tør sænke, Da er min Tanke lagt i Lænke, Og Læben — hviler paa din Haand. Saa tag da Blomsterne, jeg sender, Og lad dem være mine Bud; Min Tanke kysser dine Hænder Med Tak, du Elskede! til Gud. Hvad ei mit Ord, hvad ingen Klang, Men kun et Blik dig tolke kunde, Skal dig de tause Blomstermunde Forkynde — duftende en Sang!«

146