Laniterkvarteret

genfundet, tør man slutte, at Menneskene har haft det rart, og at de har bestemt sig til at slaa sig til Ro paa de liflige Enge mellem Havet og Skoven. Det frie, friske Hav og de dunkle Egeskove vrimlede jo med alle Slags Dyr, som kunde jages og fanges og ædes og udnyttes paa mangfoldige Maader, og mel­ lem grønne Tuer rislede klare Væld. Alle Livets Krav kunde opfyldes, alle Fornødenheder kunde skaffes paa det Terræn, der længe, længe efter skulde blive saa aldeles omformet, de første Bopladser blev jo anlagt dér, hvor Hovedstadens Hovedgader nu er. Da Jægerfolkets Jagtdistrikt blev erobret af Fastboende, der gav sig af med Jorddyrkning og Kvæghold, var det stadig det samme Areal, der blev foretrukket, og da endelig Absalon gjorde Stedet til en Stad, saa var det netop Fiskernes Stejleplads og Handelsfolkenes Torv og Jorddyrkernes Agre han indgær­ dede med en Ringvold, og dermed var København blevet til. Men hele den Udvikling, der her er antydet i yderste Korthed, den rummer jo saa mange Gaader og Ubegribeligheder og dunkle Foreteelser, at det hverken er til at forstaa eller til at forklare. Man tør dog nok sige saa meget, at samtidig med at København blev til, blev ogsaa Latinerkvarteret til. Det har samlet sig om den Bygning, der i hine Tider var anerkendt som Hovedmaga­ sinet for Lærdom og Aandsliv. Øverst paa den skraanende Strandbakke knejste jo det Tempel, der var indviet til den aller- saligste Jomfru og Gudsmoder Maria, hende der hyldes som Sedes Sapientiæ, Visdommens Sæde. Paa en forunderlig Maade har Latinerkvarteret værnet og bevaret sin ærværdige Højtide­ lighed helt op til vore moderne Dage. De ydre Former er helt forandret, og de Idéer, der skabte og fyldte dem, er ogsaa for­ andret, men uanset Omvæltninger i Aandsliv og Samfundsliv og trods Ubestandighedens Lov, der tildeler alting en viss Tid, som det maa nøjes med, saa er det for Latinerkvarterets Ved- Il