L.C.Glad&Co_1880-1930

Nygaard paa Sjælland og 1574 med Valsøgaard samt tillige var Skov? rider ved Valsø og Ringsted Skove til sin Død 1585. Efter Moderens Slægt antog alle Michel Ingvordsens 6 Sønner Nav* net Glad, og Rasmus Glad, der blev en af Tidens største Humanister her til Lands, gav sit Navn en endnu bedre Klang ved at kalde sig Cimbrius Erasmus Michaélius Lætus, muligvis med Tanken paa en anden berømt Humanist, Pomponius Lætus. Aar 1533 kom han i Aar? hus Skole, som i disse Aar havde dygtige Rektorer, og hvor han havde en god Støtte i sin Morbroder Andreas Glad, der var Kannik ved Dom? kirken. I 1542 blev Rasmus Glad indskreven som Student ved Køben* havns Universitet, hvor han gik hurtig frem. I 1544 tog han den filoso? fiske Bakkalavrgrad og 1546 Magistergraden. Under sine Studeringer understøttedes han af Domkapitlet i Aarhus i den Hensigt, at han med Tiden skulde gøre Gavn i Kirken eller Skolen dér. Men da Profes? sorerne bemærkede hans ypperlige Evner, ønskede de, at han skulde ofre sig for Retsvidenskaben, vistnok for at han med Tiden kunde blive Professor i dette Fag. Man frigjorde ham derfor for den Forpligtelse, som han stod i til Kapitlet i Aarhus, og skaffede ham Understøttelse til at studere i Udlandet. Han blev immatrikuleret i Rostock 1548. Det blev imidlertid ikke Romerrettens »Institutiones«, men Digters nes og Historieskrivernes Værker, hvori Rasmus Glad fordybede sig, og da han selv fremtraadte i Literaturen, var det som fuldblods Huma; nist, for hvem poetisk Fremstilling laa nærmere end prosaisk. Hans første Skrift efter Hjemkomsten fra Udlandet var et stort latinsk Velkomstdigt til Kong Christian III ved dennes Tilbagekomst fra en Rejse (1551). Tillige indeholder Skriftet Karakteristiker i Lovtaler tone over alle de daværende Medlemmer af Rigsraadet. Det var det første Skridt paa den Vej, som Rasmus Glad siden fulgte, og som bragte ham mere Yndest hos de højtstaaende i Samfundet end Anerkendelse af hans Ligemænd. Efter en temmelig lang Ventetid blev han 1554 pæ? dagogisk Professor ved Universitetet, hvilket for saa vidt passede meget godt for ham, da det var denne Professors Opgave at gøre Stu? denterne fortrolige med de latinske Digtere; men Lønnen i denne Be* gyndelsesstilling var kun lav, og nogen Indflydelse paa de akademiske Sagers Styrelse gav Stillingen ikke. Men Rasmus Glad var en ærgerrig og fremadstræbende Mand. Efter paa forskellig Maade at have søgt at bringe sig i Erindring paa højere Steder blev han 1558 Professor 6