L.C.Glad&Co_1880-1930

hun sig hjemligt i sine smaa bløde Silkeskrud og den svære gyldne Kæde, Far havde givet hende. Hun var vor Barndoms Eventyrprin* sesse og udfyldte al sin Tid i vor Nærhed, for* lod os aldrig, men var undertiden foruden os Børn omgivet af en Sværm af elskværdige unge Damer af Byens

bedste Familier, som lærte at male og spille af hende, og som i de frie Øjeblikke hjalp til at forgude de yngste af os Børn. Fader saa vi sjældent; i over 20 Aar foer han i Islands* fart fra April til November og efter Hjemkomsten endda ofte en Østersørejse inden Jul, saa vi var lidt bange for ham. Jeg husker godt, hvor morsomt han legede med os og løb omkring med os paa Skuldrene, men vi forstod dog aaben* bart ikke hinanden, vi var jo kun vant til at hænge i Moders Skørter; det har jo naturligvis mishaget eller smertet Fader, at vi ikke var rigtig frejdige i hans Nærhed. Efterhaanden som vi voksede op, fordrede Fader mere Udholdenhed og Alvor af os, end vi kunde præstere, saa det undertiden blev tungt for vore stakkels stræbsomme, retskafne Forældre, den korte Tid de var sammen. Faders næsten sibiriske Tilværelse gjorde hans Sind saa tungt, at det kastede Skygger over vort Barndomsliv, og dog aandede og levede han kun for Moder og os. Vi faar her en dyb Forstaaelse af en Søkaptajns haarde og triste Lod, halve Aar ad Gangen adskilt fra sin Familie, som han elskede, og knuget af Islands kolde og barske Fjelde. Paa Islandsrejsen i 1862 blev Kaptajn Glad syg, men haabede at kunne naa hjem med Skibet. Han døde ombord 2. September 1862 to Dagsrejser syd for Island. Hans Søn Julius vendte med Skibet til*

49

4