KulturskildringerFraKøbenhavn_1916

64

Kakkelovn op, men om Gram h a r betalt sin, kan ikke, ses), og h an havde Inspektionen over de andre Arre­ stanter, ja han havde endog Arresthusets Nøgler i sit Værge, som ovennævnte Jacob Jørgensen gjorde Magi­ straten opmærksom paa. Og Gram kunde holde streng Justits, naa r det skulde være. Da Gældsarrestanten Peder Møller temmelig otte fik Besøg af en Enke, som kom ind under Paaskud af at bringe ham Mad, gik Gram i Aug. 1756 en Dag ind til Møller, befalede Kvindemennesket at forføje sig bort, stødte hende ned af Trappen og førte hende ved Armen ud af Gadedøren. Heller ikke Rothen- borg kunde lide denne Enke. Møller klagede over, at h an forbød hende at komme ind til ham , h an vilde lukke ham inde paa hans Kammer og truede med at sætte ham i Delinkventstolen; men Møller vidste nok, hvorfor Rothenborg var saaledes, det var, fordi Møller, som havde været forlovet med Enken , ikke vilde gifte sig med hende, da Roilienborg vilde have 10 Rd. for Vielsen forud, og det vilde Enken ikke betale. Men om ogsaa Gram havde det godt, syntes han dog, at den ubeskaarne Frihed var bedre. Han gjorde hyppige Forsøg paa at slippe ud, skrev Forestillinger — i Slutningen af 1756 skrev han til Magistraten, at han nu havde været der i 14 Aar, og det »stred dog vistnok mod Loven at holde en Mand saa længe indespær­ ret« —, førte Proces mod sin Hovedkreditor, Justitsraad Klarup, og lige meget hjalp det. Men alting faar jo en Ende, og i 1760 slap h a n endelig ud. Men det var nok . ikke en Millionarv, der overgik h am som Mr. Dorrit, thi i Juli s. Aar blev han stævnet for 33 Rd. En egen Klasse af Arrestanter, der ogsaa voldte en Del Bryderi, var de s i n d s s y g e , som fandt midlertidigt Ophold der. Som vi h a r set, var der fra tidligere Tid bestemt to Kamre for dem, men i Virkeligheden var de blandede med de andre Arrestanter. I 1754 blev der