KulturskildringerFraKøbenhavn_1916

1 2

hele taget kunde vente videre Naade. Denne af hende afgivne og underskrevne »Deklaration« af 11. Ju n i 1783 lyder saa ledes: »Da jeg aldrig har haft den Lykke at kende eller være kendt af det, man kalder Forældre, saa ved jeg intet derom; men det første, jeg kan huske min Til­ værelse, var jeg i Grevinde Scliacks Hus, hvor jeg blev holdt som et Barn i Huset, blev holdt til smaa huslige Forretninger, havde en Pige til min Opvartning, levede uden videre Eftertanke, til endelig mig blev spurgt, om jeg vilde køre paa Landet; jeg svarede ja, min Pige fulgte mig, og Grevindens Vogn kørte mig til en liden Købstad; man viste mig noget laa paa Vandet, jeg skulde se; jeg gik ned paa samme i et lidet Kammer, hvor mig blev givet godt at spise, vidste ej af noget, før den bevægede sig under mig, jeg blev bange og raabte, jeg vilde i Land, man svarede, jeg kunde ej komme; de førte mig til et Land, der kaldtes Norge. Der forlod min Pige mig; efter nogles Raad, Gud ved hvem, rejste jeg til et andet Land, de kaldte Holland, hvor et Menneske Kirchhof kom til mig og sagde, han vilde hjælpe mig, men til min største Ulykke fulgte jeg uforsøgt og uforsigtig hans galne Raad, som h a r bragt mig i utallige store Elendigheder, hvorved intet uden dette elendige Liv er mig forundt, da [jeg] alene nu h a r ennaadig Konge her og en barmhjærtig Gud hisset. Alt dette er min sandfærdige Forklaring og af mig selv underskreven paa den Maade, jeg kan«. Efter denne Sludder for en Sladder, som ikke var andet end, hvad hu n havde disket op med for Kom­ missionen, og det endda i fortyndet Skikkelse*), kan

*) Det er urigtigt, naar Brasch i »Gamle Ejere af Bregentved« (S. 482 ) siger, at denne Forklaring er lagt til Grund for Riegels’ (og dermed for Paludans) Fremstilling. Nej, paa denne Pølsepind koges