KulturskildringerFraKøbenhavn_1916

146

der talte til Gunst for hende*), og det er vel yderligere blevet m ildt stem t mod hende ved en Attest af 10. Oktbr. fra Præsten paa F rederiksberg, Jen s Hansen F rech land , som efter Kancelliets Opfordring havde ta lt med hende. Heri hedder det, at hun ikke vilde erkende, at hu n for Magistraten havde indvilget i nogen Skilsm isse, men haabede at erholde Mandens Tilgivelse mundtlig ved han s H jemkomst, ligesom hun skriftlig var forsikret derom , saa at de endnu kunde komme til at leve lykke­ lig sammen ligesom i al den Tid af liere Aar, de havde været hos h inanden som gifte Fo lk ; hun havde ved sit nu udsonede Fejltrin ikke gjort sig skyldig i noget egentligt Æ gteskabsbrud, og der kunde vel og fra hans Side tænkes mangfoldige mere eller m indre ædle Bevæg­ grunde til den presserende Sk ilsm isse; hendes Paastand 0111 , at Bagvadskere havde sat hende i et langt værre Lys, end hu n fortjente, burde og undersøges, hvorfor Præsten indstillede, at Sagen opsattes til Mandens Hjem­ kom st, da den saa bedre kunde undersøges af nogle uvildige M æ nd ; h u n havde i den Tid, hun havde boet i Sognet, opført sig ærlig og velanstændig, hvilket og- saa bekræftedes derved, at da hendes Mand ikke ved- hørlig underho ld t hende, havde hun taget ordentlig Tjeneste som Pige hos Kancellist Rosted, som gav hende et fordelagtigt Vidnesbyrd. Separationsbevillingen blev givet 12. Nov. 1813. Hvad der h a r været at bebrejde hende, og hvori hendes slette Opførsel og uordentlige Fo rho ld h a r be- staaet, kan der efter det foregaaende ikke være nogen Tvivl om, det var hendes Ødselhed og fuldstændige Mangel paa økonom isk Sans, og det bekræftes ved det,

*) Af den ovennæ vnte Dom af Jan. 1812 synes det at fremgaa, at hun allerede paa et tidligere Tidspunkt efter Mandens Bortrejse har taget ud at tjene.