KulturskildringerFraKøbenhavn_1916

132 blev unde rka ste t Straf. Men senere lader h an til at være faldet til Ro og have opført sig nogen lunde upaa- klageligt, hvad der jo ogsaa var den eneste Betingelse for, at h a n kunde slippe ud igen. I April 1783 ansøgte h a n Kancelliet om at blive løsladt, og baade Direktøren, Konferensraad Hans Koefoed, og Inspek tionen støttede h a n s An søg n in g ; In spek tionen ledsagede Anbefalingen med de Ord, at den ha aber det bedste om h am , »da den Tvang og Straf, h a n h a r været i og ud staae t, h a r givet h am et s a adan t T ryk , at h a n vil skønne pa a F r i ­ heden«. Men Kancelliet sagde nej, fordi Rosing m o d ­ satte sig, at h a n slap ud ; h a n var stadig, mente han , ud s a t for Overfald fra Lange, som ikke havde vist Tegn til Fo rbed ring, idet Rosing paaberaab te sig den Straf for slet Opførsel, der var overgaaet h am , skønt den var ' idøm t h am i 1781 og nu laa baade Aar og Dag tilbage. I J a n u a r 1785 kom saa Lange med en ny Ansøgning, og denne Gang lykkedes det, men rigtignok først elter megen Besvær og lange Fo rhand ling e r mellem Direktion, Kancelli og Rosing. I sin Skrivelse til In spek tionen om at støtte han s Ansøgning, som fremkom »efter han s Hu stru s til h am gjorte Begæring«, siger Lange, at da Svogeren ikke h a r noget mod h a n s Ansøgning til Kongen, ej heller mod h a n s Løsladelse, og da der ikke er klaget over h am i Tug thu set, vil h a n søge om sin F rihed , »dels for han s bedste Ungdomsaars unyttige Bortgang, de rnæ st for sin Kones og sine tre uopfødte Børns Skyld«. In spek tionen anbefaler Ansøgningen, da han s Ægtefælle, mod hvem h an s Hovedforbrydelse er begaaet, og Svogeren vil unde ham F riheden , og h aab er, at h an , som nu h a r prøvet Tvangsm id ler, vil beflitte sig paa et va rsom t F o rho ld for sig selv sam t kristeligere og retsindigere Omgang med sin Ægtefælle til sine Børns Fremdragelse. Men det var nok alligevel Rosing, der va r den