KrigenKoleraen

69 Da Tante ikke fik noget Svar, foreslog hun, at vi skulde gaa over til Højerup, som boede i en af Gaardens Sidelænger -— højt regnet troede jeg nok, at han kunde være Staldkarl eller saadan noget. Men der forestod mig en glædelig Over­ raskelse. Ud af Husets smalle Dør traadte en bredskuldret, statelig Mand, med en graa Jæger­ hat paa det brune, noget krøllede Haar. De demokratiske Trætøfler vare ombyttede med et Par langskaftede Vandstøvler, Lærredskittelen havde forvandlet sig til en grøn Snorefrakke, der sad som støbt over hans kraftige Skikkelse, og paa Brystet dannede Hundepiskens Skaft og Jagttaskens Rem et korsformet Bandoler, hvor­ til Krudthorn og Hagelpung sluttede sig. Hans Ansigt var vejrbidt, brunet af Sol og Vind, hans øjne staalgraa, omgivne af disse tætte Rynker, der røbe Langsynets Evne, og hans røde Skæg, der i Gaar stod som et pjusket Krat, var i Dag næsten kavalermæssigt plejet; thi naar Højerup skulde paa Jagt, var han Herregaards- skytte, ved Fiskerusen Staldkarl — det var hele Hemmeligheden. Da Tante vargaaet, saae Skytten op og ned ad mig paa en vis medlidende Maade og spurgte: „Kan du skyde?“ „Næ!“