KrigenKoleraen

32 en glad, lystigt fløjtende Skomagerdreng. Han gav mig i Forbigaaende et venskabeligt Slag paa Skulderen, og ud fløj Karakterbogen og svandt som en dykkende Maage i Kallebod- strands Bølger. Jeg kunde have kysset den velsignede Skomagerdreng — nu kunde jeg med rolig Samvittighed sige, at jeg havde tabt den. Fader tog ogsaa ganske rolig mod Historien, men over Svenningsens Ansigt gled et underligt, tvivlende Smil, ledsaget af et „Naa, saadan!“ som ikke spaaede noget godt. Dog — Ugen gik uden at jeg mærkede det mindste, og jeg troede allerede at have forvundet min Sejer, da Sven- ningsen næste Lørdag stak mig en splinterny Karakterbog i Haanden med de Ord: „Nu kan du bringe den hjem til din Fa’er!“ Jeg aabnede den — o Rædsel! — Paa første Side saas det forsvundne Køretøj og nederst, med Svenningsens faste Haand: „Foregiver at have tabt sin gamle Karakterbog i Vandet og betales derfor en Mark for en ny.“ — Nej, med Svenningsen løb man ikke Fastelavn!

Trist og tung sneglede Tiden sig hen bag Skolens graa Mure, hvor jeg følte mig som en