KrigenKoleraen

1 8 4

hjalp, og dog vedblev jeg at stirre paa disse Flasker med deres langhalede Etiketter, indtil jeg næsten hypnotiseredes deraf. Saa lød der pludselig et skarpt Knæk — det var Faders mekaniske Lyseslukker, der slog sammen, og nu laa jeg i et uigennemtrængeligt, ravnsort Mørke. Men i dette Mørke begyndte underlige Natte- syner at forme sig for mit Blik. Paa ny saae jeg Frue Arbejdshus med dets klart oplyste Vinduer, paa ny hørte jeg de Syges jamrende Stønnen og den drukne Sjovers hæse Raab. Saa gled det Hele over i urolige, fantastiske Drømme, indtil jeg pludselig vaagnede ved, at et iskoldt Sværd borede sig ned gennem min Ryg. Jeg foer i Vejret med en usigelig Følelse af Rædsel, thi netop saaledes havde jeg hørt, at Sygdomsanfaldene begyndte. Jeg stirrede omkring mig, men alt var dybt, ravnsort Mørke, og i dette dansede sælsomt farvede Ringe og lysende Ildglimt. Fader sov trygt, jeg kunde høre hans rolige, afmaalte Aandedræt samtidig med at jeg havde en Følelse af, at mit eget isnede inden i mig. Saaledes sad jeg nogle Minutter i den dødeligste Angest, uvis om jeg skulde vække Fader, men temmelig vis paa, at Brilleslangen fra Indien havde hugget sin Gift­ tand i mig. Da skete der et pludseligt Omslag.