KrigenKoleraen

og jeg syntes, at han i dette øjeblik saae saa underlig gammel ud, at jeg forfærdedes derved. „Er du syg, Fader?“ spurgte jeg. „Ja,“ svarede han, „Alt svimler for mig, og jeg bliver saa iskold ned ad Ryggen.“ Det gav et Sæt i mig; thi faa Dage i For­ vejen havde jeg hørt fortælle, at Viggo Rothe, som dengang boede paa ny Kalkbrænderi, var blevet angrebet af Kolera under de selvsamme Symptomer, og nu stod jeg her med Fader alene paa Volden, hvor det ikke var muligt at skaffe Hjælp. „Skal jeg løbe ned i Stokhuset og se at faa fat i en Læge?“ udbrød jeg fortvivlet. „Nej, nej!“ svarede Fader. „Lad os se at komme hjem — endnu kan jeg gaa.“ Der laa i de sidste Ord Noget, som fyldte mig med Rædsel. Med Opbydelsen af alle mine Kræfter støttede jeg ham saa godt jeg kunde, og nu gik det langsomt hen imod den nærmeste Mølle, hvor jeg haabede at kunne faa Hjælp. Da skete der pludseligt noget meget Mærk­ værdigt. Den gamle Mølle begyndte at dreje rundt omkring sig selv, og i samme Øjeblik følte jeg, hvorledes den iskolde Sved piblede ned ad Ryggen paa mig. Disse Symptomer kendte jeg fra Bedstefaders Have, og næsten med