KrigenKoleraen

1 6 0

raadne, Lofterne revnede og Murene faldefærdige; thi da Husene skulde nedrives i 1863, undlod Fattigvæsenet at foretage selv de nødvendigste Reparationer. Under disse Forhold maatte man forudse, at Epidemien ogsaa her „vilde slaa et ordentlig Slag“, men desuagtet havde man kun ansat én Sygeplejerske til samtlige Lemmer, og trods alle Forestillinger fra Lægernes Side, opnaaede man først mod Epidemiens Slutning at faa Antallet drevet op til fem. Fattigforstanderen, som havde Tilsyn med det hele, boede, mærkeligt nok, paa Frederiksberg, og paa de hede, trykkende Juli- b dage maatte de gamle, affældige Lemmer paa J deres Fod vandre til Frederiksberg for at faa ' de nødvendige Attester og Frijord til deres egen Begravelse. Flere af disse Stakler bukkede efter 1 Lægernes Erklæring under paa denne Vandring; men Fattigforstanderen vogtede sig vel for at komme til det store Kjøbenhavn, endsige til det lille. Her udviklede Forholdene sig hurtigt paa den sørgeligste Maade. Hus efter Hus blev an­ grebet, og i den smalle Gyde, som laa nærmest op til Plankeværket ud imod Toldboden, døde samtlige Beboere bort. Der var Mangel paa Alt — paa Læger, Vaagekoner og Tilsyn, og I inde i de usle Boliger herskede der en utrolig