KrigenKoleraen

5

rene Negere. Alt blev smuglet forsigtigt ind — vi vilde jo nødigt hønse til de Store — og derpaa gemt paa de utroligste Steder. Især var Brændeloftet en yndet Festsal. Her kunde vi med Fyrrepinde hale den sejge Guavagelé ud af de smalhalsede Glas og lave vort Tamarinde- Vand i de tomme Krukker. Det sidste.førte dog til et sørgeligt Resultat. Der udbrød over hele Linien en Kolerine-Epidemi, som satte Emil Fenger, den senere Finansminister, men den Gang vor Pensionatslæge, i en ikke ringe Forbavselse, indtil han opdagede, at alle vore Lommer struttede af Tamarindekærner, som vi brugte til et meget uskyldigt Hazardspil. Saa blev alle de smaa Tamarindebøtter konfiskerede til stor Sorg for Vestindianerne, paa hvem Tamarindevandet ikke havde en saa fordærvelig Virkning. At vi forbistrede Drenge, som Kjøge stadig titulerede os, gjorde en Masse Gavtyvestreger, er en Selvfølge, men flere af disse var af en saa farlig Natur, at det var højst mærkværdigt, at Ingen af os knækkede Halsen, druknede eller sprang i Luften. I Regelen var det Brodtkorb, som førte os i Ilden. Han var født Spilopmager, følte sig som Nordmand kaldet til Tinde- bestiger, og havde dertil et saa pudsigt Væsen og grinagtigt Ydre, at han aldeles lignede en