KrigenKoleraen

132 andre paa Mølle o. s. v.“ Hver Dreng fik sit Spørgsmaal og dertil enten et Nul eller Ug, og saaledes fik det Udseende af, at hele Klassen var overhørt, naar Timen var tilende. Da nu den nye Ordning indtraadte, havde vi i Fransk kun læst „Colomba“ af Prosper Merimée, og i Grammatik avoir og être samt de uregelmæssige Verber, og hermed skulde vi i 1852 møde op for Universitetets Censor, som ikke var nogen ringere end Madvig selv. Jeg husker den dødelige Rædsel, som greb os ved dette Budskab. Ingen af os kendte Madvig; men for os Alle stod han som en vældig, tobenet latinsk Grammatik, der vilde male os paa Mølle, saa vi kom ud som det fineste franske Mandelklid. Stiv, alvorlig og pedantisk satte han sig ved Examensbordet, lige over for Borch, der var saa rød i Hovedet som en Bonderose, og Exami- nationen begyndte. Borch tog paa at pludre løs paa Fransk, men næppe havde han overhørt et Par Elever, før Madvig paa sin tørre Maade bemærkede: „Jeg tror, det vilde være heldigst, om De exa- minerede noget mere og konverserede noget mindre.“ Borch bladede nervøst om i „Colomba“ og spurgte Examinanden: „Hvorfor skulle vi ikke