KrigenKoleraen

106 serne, sommest fængslede os Drenge, og vi for­ sømte ikke nogen Lejlighed til at komme med naar Trommerne lød; men der var ogsaa Lej­ ligheder, hvor Begejstringen slog ud i saa klare Flammer, at deres Genskin lyser og varmer endnu efter et halvt Aarhundredes Forløb. Jeg var en Dag drevet ud ad Vesterport. Det hed sig, at Soldaterne skulde afsted med Jernbanen, og det maatte jeg naturligvis se. Det danske Jernbanenet var dengang akkurat fire Mile langt. Det strakte sig fra Kjøbenhavn til Roskilde, og hertil skulde Soldaterne befordres. Den nye Banegaard, en tarvelig Træbygning i Nærheden af Tivoli, glimtede af Vaaben og Uniformer, der som en lang rød Linie fyldte Waggonerne med disse djærve Helteskikkelser, der skaffede os Sejrene ved Fredericia og Isted, ved Frederikstad og Flensborg. Tæt pakket op til Banens Rækværk stod Tusinder af Mennesker, som vilde sige de Bortdragende Farvel. Hvide Tørklæder flagrede somDuer, og Jenserne svang til Gengjæld deres Feltflasker og bredbugede Chakoter. Da raabte en ung Soldat ud ad Kupévinduet; „Er her Ingen, som giver Noget til en Dram?“ Dette skulde være en Vittighed, men Spøgen blev optaget som Alvor. En aldrende Borger­ kone rodede ivrigt i sin Lomme, og i næste