KongligeDanskeMisikkonservatorium_1867-1917
Man tager næppe fejl, na a r man antager, at det navnlig skyldtes lians Initiativ, at Konservatoriet netop i den 1 e- riode udvidedes saa stærkt, ligesom han ved Lærer-Ansæt telserne sikkert h a r gjort sin Indflydelse gældende til Fordel for de Emner, der var ham bekendt fra deres egen Elev- Tid paa Konservatoriet, og som han derigennem havde fundet egnede til at virke som Lærere under han s Direk torat. Selv var Malling som Lærer den personificerede Iver indtil Ivrighed og Fart indtil Rastløshed. Midt i Alvoren og den Myndighed, en Undervisningstime aldrig kan u n d være, kunde han s Lune lyse op. Som han havde væsent lige L ighedspunkter med »Direktøren« (lade, havde han det ogsaa med Læreren (lade. Det syntes, som den pæda gogiske Evne hos Gade var gaaet i Arv til Malling, der altid holdt Eleverne den levende Kunsts Berettigelse og Krav for Øje. Og som Gade kunde han spække sine Ud talelser ved Undervisningen med dristige Paradokser, der angav han s personlige S tandpunk t til musikalske Fæn o mener. I h am mistede Konservatoriet ikke blot en kyndig og utrættelig Lærer og en indflydelsesrig Leder, men ogsaa en trofast Ven. Og det er næppe formeget sagt, at det skyld tes først og fremmest ham, at Konservatoriet — der i mange Henseender ofte havde maattet virke under vanskelige Fo r hold i Sammenligning med de tilsvarende Institutioner i f. Eks. Paris, Berlin og Stockholm — kom over et »dødt Punkt«, ind i en ny, stærk Udvikling. Bestyrelsen havde efterhaanden forandret Fysiognomi: Som Professor A nton S vendsen 1. J a n u a r 1906 havde afløst G. M atthison -H ansen , og kgl. Koncertmester A xel G ade i December 1909 rykkede ind i den \e d Bielefeldts Død ledige Plads, og da Kontorchef v. S temann døde den 9. April 1910, til han s Efterfølger som Kultusministeriets Repræsen tan t valgtes Departementschef, daværende Chef for Det kgl. Teater A. P. W eis , saaledes arvede ved Mallings Død Kom
Made with FlippingBook