KongligeBlindeintitutsHistorie

149

Recitation. Ja, lovet al Barmhjertighedens Gud,

thi naar han Savn og Mangel for os stiller, da kalder han ad Hjertets bedste Kilder: Tro! Haab! og Kjærlighed! Hvergang vi fare frem med vort „Hvorfor?" som hist paa Zion Jesu Lærlingskares, da ved en Blindfødts Kaar de selv stod blinde — da lukker han os Læben med et „Tro!“ Tro, om Du kan, og Du skal se fremskinne Guds Herlighed — paa Slige skal hans Vælde aabenbares. — Maaské Han gjør, at denne Blinde seer — han lader Kilden risle, Urten vinke, ja Staalet blinke, til Skaber-Haandens Vink vi fatter, og taaget Øje skuer atter. Men lader Han et Øje være lukt — og lukt for tusindfold forbuden Frugt, som blænder Øjet trindt fra Verdens Have — da tænder han Barmhjertighedens Gnist, og lægger os for Døren som en Gave en Skare Hjælpeløse — ja som hist hint Nilens Barn for Kongedatt’rens Fod —

at vi, som se, maa øves ind i Tak for Lysets Strømme, vore Øjne drak, for Alt, hvad Herren undte os hérneden, og øves ind i Broderkærligheden — at de, som ikke se, dog grant maa skue med Troens klare Syn Guds Faderøje og stave Livets Runer uden Møje.

Kor. Her rejste sig et saadant Barmhjertighedens Hjem, i Læ af lyse Linde, for Børnene de blinde, hvis fire gode Sanser maa stride for fem: