KongligeBlindeintitutsHistorie

147 I de Biindfødtes Lejr, dér har Natten sin Sejr, uden Stjernernes Glimt fra det Høje!

Dér gaar Livet i Løn, dér har Moder og Søn aldrig' skuet hinanden i Øje.

Og hvor Øjet har set, men er atter tilsneet lig et Indløb bag fygende Sande, dér vil Længslernes Od med en skarpere Brod lægge Furer om Menneskets Pande.

De blinde Børn.

Hvem vil os styrke til Vandring i Mørke?

Hvem vil trøste os? Hvem vil forlyste os? Hvem vil gjøre os bundne fri?

Stemmer. Vi! Vi! Vi!

Blomsterne.

Saa sødt skal vi dufte i vaarlige Lufte,

mens Solen og Vinden Jer kysse paa Kinden og varme jert Bryst, — saa helt I skal glemme hver klagende Bøst!

Børnene. . Tak Blomster, bløde, linde — gjør milde Hjerter og Sinde!

10*