KommunitetetOgRegentsen_1862

IV

Værk over Kommunitetets Historie. Ved nærmere Overveielse maatte imidlertid hiin Betænkelighed svinde. For det Første vil allerede den Omstændighed, at B.s Værk er skrevet i det latinske Sprog, bevirke, at det nutildags kun sjelden forlader sin Plads paa Bibliothekernes Hylder; dernæst slutter Forf. sin Fremstilling med et Tidspunkt, der ligger omtrent 80 Aar til­ bage, og endelig frembyder Bogen med sine store Fortrin heller ikke faa Mangler. Adgangen til Forf.s Kilder betingedes af, at han ikke berørte Stiftelsens Økonomi og ikke kritiserede Institutioner eller Personer, saaledes at hans Hænder vare bundne i Henseende til flere af de interessanteste Punkter. Afseet herfra har har han valgt en Form for Fremstillingen, der ikke gjør denne synderlig tiltrækkende, nemlig den strængt chronologiske eller annalistiske, og Værket faaer herved stun­ dom vel meget Præget af en Materialiesamling til videre Bear- beidelse. Jeg lod saameget mindre B. afskrække mig fra mit Forehavende, som Adgangen har staaet mig aaben til ikke faa Kilder, der vare ham ukjendte, og med al Paaskjønnelse af hiin flittige Forf.s Arbeide, som i mangt et Punkt har banet mig Veien, fulgte jeg min egen Plan. Denne er, som det vil sees, meget forskjellig fra hans. Je g vilde levere en saavidt mulig l æ s e l i g Fremstilling af de tvende Stifteisers Historie: jeg vilde følgelig undgaae den tørre annalistiske Form, men paa den anden Side heller ikke opløse Fremstillingen i en Række kun løselig sammenhængende Afhandlinger over de for- skjellige Punkter, der vilde være at behandle. Je g gik derfor, om man vil, en Middelvei, idet jeg nemlig deelte Fremstillingen i visse Tidsafsnit og indenfor Grændserne af hvert af disse paa en i det Væsentlige mere skildrende end fortællende Maade benyttede mit Stof. Denne Form har ganske vist ogsaa sine Ulemper: i Fastsættelsen af Perioderne er der altid noget Vil- kaarligt. og som Følge deraf Disputabelt, det bliver vanskeligere at faae Begivenhederne paa deres rette Plads og endnu van­ skeligere at undgaae Gjentagelser. Ganske at have beseiret disse Vanskeligheder tør jeg ikke haabe, og jeg tør heller ikke vente, at mit Skrift heelt igjennem skulde kunne afgive en ligefrem u n d e r h o l d e n d e Læsning, da Hensynet til Op-