KomediehusetKongensNytorv_1748

76

TORBEN KROGH

belysning væsentligt af »Lamper«, d. v. s. særlig indrettede Kasser, i hvilke der kunde hældes flydende Talg ned, og det maatte man gøre inden hver Fore­ stilling. Det var ikke saa faa Pund Talg, der blev brugt i Løbet af en Sæson til Illuminationen af Skuepladsen. I Tiden fra September til December 1750 blev der saaledes anvendt over 7 Lispund pr. Maaned. Det Lysestøberarbejde, der maatte gøres inden hver Forestilling, var betroet Portneren Svend Andersen. I et gammelt Reglement hedder det, at han skal »istøbe af Nye til hver Aften de 24 Lamper eller hvad flere herefter kunde ordineres, tilligemed de 16, nemlig 8 paa hver Side af Siidecoulisserne. Samt at omstøbe og fylde de alt for meget hentærede Lamper, hvilke altiid tages for fra og sættes bag i Præsentationen og friske sættes foran igien i de tvende nævntes Sted, nemlig de 24 og 16«. Derimod var det Inspektørens Pligt at efterse »den smeltede Tælles bonité«, inden den blev hældt i Lamperne. Ved Forestillingerne skulde en Lyseaccomodør være be­ hjælpelig med at besørge »Lysningen og Lampernes Application og Sættelse bag i Decorationerne, som i saa stor Hast og Iling skal skee efter Scenernes Indhold og Changements«. For at Lyset nu rigtig skulde komme til sin Ret, blev der bag Lamperne stillet blanke Blikplader, som man jævnlig polerede med »engelsk Jord«, for at de rigtig skulde skinne. I de tidligere Aar bestod jo Repertoiret for Størstedelen af Komedier af samme Art, hvad der selvfølgelig prægede hele Driften og den Maade, paa hvilket Styk­ kerne opførtes. Med Hensyn til Arrangement og Spillemaade var det navnlig de gamle franske Regler, man fulgte. Disse fordrede først og fremmest et udpræget Forgrundsspil, og at Aktørerne i saa høj Grad som muligt agerede med Front mod Tilskuerne, Krav, der ikke mindst skyldtes Belysningen. Inde i selve Scenen var den, i hvert Fald efter Nutidens Begreber yderst svag, og Skuespillerne blev derfor ligefrem tvunget ned mod Forgrunden, hvor de kunde nyde godt af det flammende Rampelys. Man maatte ogsaa tage Hensyn til den slette Akustik, som ifølge Datidens Teaterfolk navnlig kom af den kedelige Omstændighed, at Lyden gennem de aabne Kulisser tabte sig i Scenerummet. Skulde en Skue­ spiller høres og ses, maatte han med andre Ord frem til Rampen og helst staa direkte Ansigt til Ansigt med Publikum. Naar flere Personer opholdt sig samtidig paa Scenen, gjaldt det naturligvis om, at de blev saa fordelagtigt placeret som muligt, og dette Problem løstes paa den Maade, at de ganske simpelt stillede sig op i en Halvcirkel i Nærdeden af Rampen, og ingen skiftede Plads, med mindre handlingsmæssige Grunde gjorde det nødvendigt. Det var iøvrigt ogsaa Regler for Armene og Benenes Bevægelser, som strengt maatte overholdes, for at Aktionen ikke skulde virke ubehjælpsom. Hertil kom saa endelig »Teaterspillet«, »Le Jeu du Théâtre«, der var i Familie med de italienske Commedia dell’arte-Skuespilleres komiske lazzi, d. v. s. Scener, hvor de Optrædende slog sig rigtigt løs, ofte med