KomediehusetKongensNytorv_1748

H V O R D A N D ET GIK TIL 51 ogsaa tegnede, hvis vi i Fantasien ombytter Alteret med en Scene. Over den stod endnu ikke »Ei blot til Lyst«, men en latinsk Indskrift, som frit oversat lød »Ei komme inden disse Døre, hvad hæsligt er at skue eller høre«. Medens Interimsscenerne kaldtes »Det danske Theatrum«, var Betegnelsen nu »Den kgl. danske Skueplads« - skønt denne Benævnelse først fik officiel Bekræftelse i 1770. Datidens officielle Blad, »Kiøbenhavns Maanetlig Post-Rytter«, fortæller, at Gaden fra Slottet til Teatret, som Majestæterne i stort Optog drog igennem paa Aabningsaftenen 18. Decbr. 1748, var smykket med Lys i alle Vinduer; de smukkeste Illuminationer beskrives, men Avisen meddeler ikke noget om Aftenens Forløb inden for Murene eller om de Stykker, der opførtes. Teater­ forestillinger var endnu ikke blevet Bladstof. Vi ved hverken, hvem der skrev eller fremsagde den Hyldestprolog, der lød fra Scenen til Kongeparret, hvis Loge laa midt i første Etage og var smykket med en Fløjlsbaldakin med Guld­ frynser. Dens Gardiner var af rødt Damask, fire Glaslampetter var tændt, og i en Jernovn med Rør knitrede Brænde. Saa traadte formentlig Leander-Frem- stilleren C. P. Rose frem; i en versificeret Prolog takkede han den stormægtigste Monark for »det Hus, som her ved Kongens Naade staar«, og derefter lød Ordene:

»Det Hus bevise kan, at Landets høje Fader en Faders Hjertelag i al Ting vise vil mod sine kære Børn, idet Han dem tillader en ustrafværdig Lyst i Danske Skue-Spil. En Lyst og Tidsfordriv, som skal til Nytte blive for Landets eget Sprog og bringe det i Flor, og Undersaatterne for Laster Afsky give, naar man de skyldige med Lud og Lage toer. Den vise Hensigt har vor viseste Regenter ved denne Skue-Plads, som Han her aabne lod. Hans Magt og Naade af Hans Undersaatter venter, at intet sker, som strider derimod«.

Da Prologen indeholdt Holbergs Program, maa han vel forud have god­ kendt den. Skuepladsen kaldtes »en ustrafværdig Fornøjelse«, som Kongen undte sine Undersaatter, men den havde ogsaa en moralsk Opgave, og gennem Digte­ kunstenkunde Scenen udvikle Sproget. Holberg uddybede dettenærmere i Epistel 179, hvor han kaldte Teatret »et Middel til det danske SprogsForfrem­ melse«. Denne Opfattelse kunde siden hen dets mest haardkogte Modstandere i Rigsdagen ikke komme udenom. Dansk taltes dengang kun lidt i Byens store