KomediehusetKongensNytorv_1748

18

HANS BRIX

Som Troldmand perfekt og snarraadig, i Pengeproblemet en Hund og en Haj, i Kunsten en troende og tjenende: der er en Livspraktiker i Svøbet, en Montaigu i den koldblodigt manøvrerende evige Fallent. Men i 5. Akt afslører det sande Fremtidsprospekt sig i sin Gru: Pinebænk og Henrettelse. Og her skænkes der Leander Overskue, Klarhed og Ro - en respektabel Sjæl trods de fdtrede Manøvrer. Ledsaget af vor, trods alt, Respekt forlader han i værdigt Tempo Ravnekrogens Retssal. Skal man fæste et Grønnegade-Navn ved ham, bhver det Ulsøe, en dygtig Skuespiller, gældbunden endte han alligevel som Byfoged hos Molboerne. Hovedvægten ligger dog ikke paa de agerende Herrer, men paa den ene a f de to Skuespillerinder i fjerde Akt. Deres Navne er Apelone og Terentia, samme Navne som de to Fæstemøer i »Den Vægelsindede«, og skønt vidt forskellige i de to Spil staar de i en vis symmetrisk Rapport til hinanden begge Steder. Apelone er overlegen, en moderne, slagfærdig Pige, Terentia ubetydelig, i »Hexeri« en lille Gaas, D irektør Leanders Fæstemø og desværre paa gode Veje - hun aspirerer til Aktrice. Men Apelone bærer Fanen paa Grønnegadeteatrets Barrikade. Hun er kynisk, en kløgtig og slagfærdig Dame - frilevende og ude over al Forstillelse, drilsk og slagfærdig overfor sine Angribere, Borgerfolket, der har følt sig ram t af Holbergs Vid og Vittighed. A f de fire Figurer, der fremtræder, er de tre - Jean de France, Herman v. Bremen, Lucretia - ikke Personerne fra hans Skuespil, men Indvaanere af Staden, der har følt sig forulempet af Komedierne. Tyskeren v. Qvoten, Teaterspekulanten, derimod er ment rent privat og lyslevende; han havde Holbergs fulminante Foragt. Med Teaterdamerne fra Grønnegade har Apelone intet at bestille. Hun er Komediemesterens Muse. Efter hendes Afgang møder to af de mandlige Skue­ spillere frem og diskuterer Stillingen, til de selv bliver trukket i Arresten. A f dem er den første Leanders Defensor, medens den anden har Aktoratet. De er forstandige Personer ; deres Konversation har Karakteren af en holbergsk Epistel. Takket være disse fire Skuespil, skrevne omkring Nytaar 1723, kan man i Aanden opleve Teaterrøret ved denne Tid - fornyet ved hver ny Première. Senere paa Aaret rapporterede Holberg til en Ven i Trondhjem, at hans sidste Lystspil »Barselstuen« forgangen Uge - det vil sige 8. Oktober - »allarmerede en Hob af vore Fruentimmer«. Holberg ikke, men nok hans Skuespillere har udenfor Tvivl gjort sig tilgode med adskillige smaa Kopier efter den kendte Hverdag, og i Damekredse har man forlystet sig med at eftervise faktiske og indbildte Laan af kendte Modeller. Saadant sker til enhver Tid. For Holberg var det baade spændende og enerverende, for Publikum en pikant Stimulans. Det hvisler og pusler i Balkonens Sivbræmme. Fra »Hexeri« løber Strømmen direkte videre mod det sidste Stadium i Hol