KomediehusetKongensNytorv_1748

11

HOLBERG OG TEATRET

først spillede Stykke var en Molière (l’Avare), kan kun fmdes naturligt. Mon- taigu maatte dog foretrække det prøvede for det uprøvede. Men allerede anden Forestillingsaften satte han Kandestøberen op. Komedien vandt Bifald. Hol­ berg, hvis Pen i denne Tid nedkom med en ny Komedie hver Maaned, har den Aften set frem mod et lysende Perspektiv af Triumfer. Det var for ham som ved Skabelsen: Han saa, at Lyset var godt. Og det blev Aften og det blev Morgen første Dag. Men Teaterlykken er som Nattens Dronning, der visner i Solen. Ved 1724 ved man, at hans Sind forandrede sig, det formørkedes noget. Han forsagede fra da af al Selskabelighed. Kun Teatret holdt ham fast, skønt han allerede i 1723 maatte se sine Storkomedier skudt til Side for lette og let­ spillelige mindre Ting. Omsider vaagnede han helt og fandt, at Legen gik til Ende; han var ikke længere Herre paa et Slot, men i kendte altfor kendte Om­ givelser og iført sin gamle sorte akademiske Kjole. Holbergs Arbejdsorden var denne: Først Emnet og de det befolkende Fi­ gurer, indenfor hvis Ring Hovedfiguren da vokser frem. Hans Arbejdsmaade er omtalt i »Jean de France«, hvor han i 4. Akt lader sin førende Skuespillerinde i Pigen Marthes Rolle forklare Stillingen med følgende Ord: »Hvorledes det ellers vil falde ud med Jer, ved jeg endnu ikke. Det gaar med mig som med dem, der skriver Komedier: mens de skriver paa Komedien, falder det dem af sig selv ind, hvordan den skal udføres og endes.« Her træder Skilderiet ud af sin Ramme og fanger Liv. Digteren lader, mens Pennen løber, Situationen fra det ensomme Skrivekammer i Regensens Nabo­ lag illumineres af sin glade, hede Aand; han spinder paa sit kulørte Spind og improviserer Scene for Scene. Figurerne har han levende, Marthe og Jean paa Midterfeltet, Kampen standende, men aner endnu ikke selv, hvordan Kon­ flikten skal likvideres og de Elskende faa Lov at forenes. Kun at han kender sin Jean, der er den elegante Farcør Fr. Pilloy, som han kender Marthe, den sejr­ vante Mme Marie Magdalene. Den Vægelsindede og Jean de France er Holbergs to første Københavnerspil, den sidstnævnte endda en Komedie med K, beregnet paa ovenangivne Alliance mellem to fransk-danske Talenter. Pilloy var adelig og Svoger til en Marki, han var Cousin til unge Fru Montaigu, hans Far og Farfar Hofdansemestre i Hovedstaden; han selv, vort Urteaters Første-Elsker og et perfekt Scenebarn, skulde endnu alene, sammen med Digteren, naa at faa Foden indenfor paa Det kongelige Teater. Til Problemet Holberg og Teatret er »Den Vægelsindede« et mærkeligt Akt­ stykke, Holbergs voveligste Foretagende i den dramatiske Kunst, med en stor kvindelig Hovedfigur som ellers kun i Tragedier. Hendes Navn, Lucretia, spot­ vis opkaldt efter den standhaftige romerske Matrone. Denne usædvanlige Dame