KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber_1772-1922

59 Borgerhospitalet. Han var en over hele Østrig kendt Kirurg, ikke mindst fordi han 1757—76 var Læge ved Inkvisitionen — Folterarzt — og benyttede sine uhyggelige Erfaringer til at gøre saa indtrængende Forestillinger hos Maria Theresia, at hun afskaffede Torturen. Lebers kirurgiske Færdighed var sær­ deles betydelig, og han ansattes 1756 som Operatør ved den medicinsk-kirur- giske Klinik, og 1761 fik han Professoratet i Anatomi og teoretisk Kirurgi. Ogsaa han havde studeret Skarntydegiften. (Abhandlung von der Nutzbarkeit des Schierlings in der Wundarzneikunst 1762). Anton Storck hørte til van Swietens Elever og blev Doktor under hans Auspicier. Han ansattes 1758 som Læge ved Fattighospitalet og blev senere Livlæge hos Maria Theresia. Det var, som nævnt, ham der udførte Universitetsreformen og han stod længe som Leder af Universitetsklinikerne. Hans Undersøgelser over en Mængde Plante- gifte (Cicuta*), Aconitum, Clematis, Colchicum, Hyoscyamus, Strammonium o. a.) har haft blivende Betydning. Man havde altsaa forstaaet at vælge sær­ deles fremragende Mænd til Æresmedlemmer og der var ingen Tvivl om, at Selskabets Anseelse var blevet styrket. Nogle Skumlere har der vel nok været, der har syntes, at Selskabet med de faa Medlemmer har haft lidt for mange Æresmedlemmer, idet mange Aar skulde gaa hen inden man ud­ nævnte nye og da var det fortjente Danske. Udlændinge optog man i de korresponderende Medlemmers Række, noget man var begyndt med umid­ delbart efter Møllers og Gahns Valg. Der skete iøvrigt ingen større Begivenheder i Aarene 1776—81. Forhand­ lingsprotokollen indeholder kun de sædvanlige Klager over Medlemmernes Udebliven, Listen over Foredragene og lidt Smaabemærkninger om, naar en uventet Udgift er blevet reparteret paa Medlemmerne. Man ser dog, at Sel­ skabet har vakt nogen Opmærksomhed i Udlandet, idet mange korrespon­ derende og ekstraordinære Medlemmer optages. I denne Retning peger ogsaa, at den danske Konsul i Liverpool — det noteres næsten med Stolthed i den ellers lidet meddelsomme Protokol — den 29. November 1781 — sender to Doser af W illiam Hills (Ormskirk, Lancashire) Medicine for cure of H y - drophobia sammen med et Brev fra en Kirurg Miles Barton i nævnte By med Begæring, at Pakken ikke maatte blive aabnet før en Lejlighed til Brug *) Naar Skarntydegiften stadig diskuteredes i denne den begyndende eksperimental­ farmakologiske Periode, skyldes det, at den var omgivet med mange mystiske Forestillinger. Det fortælles saaledes, at Faar døde, naar de aad de friske, men ikke de afhuggede Planter. Matthiolus meddeler, at Æsler, der aad den, faldt om og sov som i Dødssøvn. Gæs døde efter et Raserianfald. Cæsalpinus skriver, at Fugle bedøvedes, naar de aad Frøene, saa at de kunde fanges med Hænderne. Stærene skulde dog i Følge Galen være en Undtagelse. Fra Renæssancetiden foreligger de første Beretninger om Forveksling af Skarntyde og Petersilje med dødeligt Udfald. Med Henblik paa Sokrates’ Død blev cicutam bibere et Ordsprog. Simon Paulli fraraadede den indvendige Brug hos Kvinder med det Formaal at fjærne Mælk fra Brysterne; den var nemlig ikke uden Fare. (Schrøder: Trefflich versehene Medizin-Chymische Apotheke. 1685).