KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber_1772-1922

125

op, men man pegede tillige bestemt paa. at den foreslaaede Ordning »ikke var i Stand til at afhjælpe de Savn, Tabelværkets Fremstillinger af Befolknings­ forholdene have frembudt.« I en meget udførlig Redegørelse godtgjorde man, at lægevidenskabelig Indsigt var nødvendig paa alle Punkter, naar der var Tale om statistisk Behandling af Befolkningsforholdene, og man fremsatte det tidligere nævnte Ønske, »at der for Fremtiden normeres et fast Forhold imellem det statistiske Bureau og Selskabet« med stor Kraft under Henvisning til, at Ministeriet ved sin Fremgangsmaade selv havde anerkendt Rigtigheden af Selskabets Holdning. Med Hensyn til Ordningen af Forholdet maatte Selskabet anbefale, at det selv valgte et af sine Medlemmer »til stadigen at conferere med det statistiske Bureaus Chef, naar dettes Forretningsorden var fastsat.« Det varede noget længe, inden det endelige Svar indgik fra Ministeriet, men da det kom (14. Marts 1850) var det fuldt imødekommende, ogsaa hvad det angik at vælge et Medlem ud af Selskabets Midte. Valget faldt paa Prof. Kayser, man kunde næsten sige selvfølgeligt. Det er ovenfor nævnt, at der havde været stille i den medikoforensiske Komité, men ogsaa for den blev 1849—50 store Kampaar, dog holdtes Striden denne Gang indenfor Selskabets indre Rammer, skønt den drejede sig om et Spørgsmaal, der nok kunde interessere Offentligheden. Da Beretningen aflagdes (29. November) holdt Dr. M. Hassing et Foredrag: Om tidssvarende Hospitalsordning med specielt Hensyn til det almindelige Hospital, og i Ind­ ledningen fremsatte han det Spørgsmaal om det ikke var ønskeligt, at der blev nedsat en Komité af Jurister og Læger for at omordne vore medicinske Forhold. Det vage Udtryk blev fra flere Sider angrebet og Kærnepunktet i den paafølgende Diskussion blev Spørgsmaalet om store Servicer i Modsæt­ ning til smaa, altsaa om Hospitalernes, særligt Almindeligt Hospitals, indre Ordning. Den fornemste Modstander af de smaa Afdelinger var Overlæge S. E. Larsen, der hævdede, at Stoffet paa Alm. Hosp. ikke var videre skikket til klinisk Behandling, da det var altfor ensformigt og fordi der var saa mange kroniske kirurgiske Tilfælde, der ikke behøvede at tilses daglig. Han blev paa dette Punkt imødegaaet af Fenger, der netop fandt et saadant Materiale egnet for Kliniken, men som samtidig gjorde opmærksom paa, at Læger med stor Privatpraksis næppe kunde ofre den nødvendige Tid paa de store Servicers Belægning. Det, der laa bag, var imidlertid Spørgsmaalet om, hvorvidt de veneriske Patienter skulde udskilles fra den øvrige Bestand,