KøbenhavnskCirkuslivGennem100Aar

591956302

H a 4

W M

KØBENHAVNSK CIRKUSLIV GENNEM HUNDREDE AAR

CARL MUUSMANN Firsernes glade København 5. Opl. Før 6,00 nu 3,00 Halvfemsernes glade København 5. Opl. F ø r 6,00 nu 3,00

CARL MUUSMANN K Ø B E N H A V N S K C I R K U S L I V GENNEM HUNDREDE AAR

E. J E S P E R S f e N S F O R L A G K Ø B E N H A V N . OG O S L O

0 e) . n ° ) 'ÎTM5

: 1 .

2 7

F ORORD . FTER at have udgivet »Firsernes og Halvfemsernes glade København«, hvori ogsaa københavnsk Cirkusliv spil­ lede en Rolle, modtog jeg fra forskellig Side Opfordring til at give en samlet Fremstilling af denne Hovedfaktor i vort hjemlige Forlystelsesliv. Dette sker herved, men det følger af sig selv, at jeg i en saadan Generaloversigt ikke har kunnet overspringe de Epi­ soder, som jeg allerede har behandlet. Dog har jeg gjort mig Umage for — uden at forbigaa noget Moment af Betydning til Emnets Belysning — for de paagældende 20 Aars Vedkommende at sammentrænge Stof­ fet samtidig med, at jeg, saa vidt muligt, har givet det en ny, tillæmpet og suppleret Behandling. For de øvrige 80 Aars Vedkommende er Fremstillin­ gen ny. Hermed overgiver jeg da »Københavnsk Cirkusliv gen­ nem Hundrede Aar« til de 2—300,000 Mennesker, der stadig i København Sommeren igennem viser deres usvækkede Interesse for den Kunstgenre, som gennem de skiftende Tider i har været den mest yndede Folkeforlystelse, og som er For­ løberen for al moderne Sport. FORFATTEREN.

i SPECIALBOGTRYKKERIET i \ SOFUS PETERSEN KBHVN. /

FØRSTE DEL (1827—1870)

DE ÆLDSTE KUNSTBERIDERSELSKABER — LINEDANSEREN ROATS NEDSTYRTNING FOR 100 AAR SIDEN — DEN FØRSTE TRÆCIRKUS — »KØBENHAVNS HIPPODROM« — DEN FØR­ STE STENCIRKUS — TIVOLIS TELTGIRKUS — RENZ’ INDTOG I KØBENHAVN — KÄTHGHENS FLUGT — ALHAMBRA OG TIVOLI

I. Den danske Cirkus’ Oprindelse og Start.

I A ar er det hund red e Aar siden, at den blodigste Tragedie fand t Sted i dan sk G irkushistorie med en rød Streg i Al- m anaken ud for Datoen: Den 6. Jun i 1827. Det er da n a tu rlig t at tage Udgangspunktet her, idet denne Begivenhed i høj Grad optog Sindene og var væsentlig m ed­ virkende til, a t de Gøglerpræstationer, der tidligere havde fundet Sted un d e r aaben Himmel, ofte hø jt oppe i Luften, nu blev flyttet inden Døre, i et sæ rligt dertil indrettet Telt eller en Bygning — en Cirkus. Lige fra T idernes Morgen havde vi her i D anm ark haft Rend fra Tysk land af alle Slags Markedsgøglere og farende Folk, der ikke sjæ lden t var til Gene for Velanstændighed og god Tone; m en naar de ikke var »Tatere« fik de uh in d re t Lov til a t drive deres Uvæsen, ind til en Række Optøjer uden ­ for Dom kirken i V iborg medførte e'n Forordn ing af 21. Marts 1738, ved hvilken det blev forbudt Komedianter, Linedansere og Taskenspillere at øve deres »Spil og Eksercitser «. Dette fand t Sted i Christian den Sjettes pietistiske Dage, idet m an gik ud fra, »at P ub likum ikke kunde høste nogen Læ rdom eller Eksempel af sligt, men ku n onde Lyster og Begærligheder«. Og dette Ræ sonnem ent gik P ub likum selv ind paa, m in ­ dre maaske af egentlige moralske Grunde end i K raft af den Uvillie, der a ltid hersker i ethvert Land, og som ald rig har

10 givet sig tydeligere Udslag end nu til Dags, mod at F rem ­ mede komm er og løber med Pengene. Og Gøglerne var jo den Gang næ sten altid Udlændinge, ofte Udlændinge langvejs fra og m ed m æ rkelig t Udseende og mæ rkelige Navne. Man betragtede dem derfor m ed en B landing af M istænk­ somhed og Beundring, af Nysgerrighed og Interesse. Naar det kom til Stykket, vilde m an alligevel gerne se, hvad det var for Hokuspokus, de kund e lave, og til T rods for, at Forordn ingen af 21. M arts 1738 Gang paa Gang blev in d ­ skærpet, efter at den u n d e r Struense var bleven h elt neglige­ ret, saa blev den stadig krænket. Man foretrak derfor at lægge Afgørelsen i hv ert enkelt T ilfæ lde i de lokale M yndigheders Haand, saaledes a t der efter Ansøgning blev givet D ispensation, hvorefter Optræ ­ den fandt Sted »med den høje Øvrigheds Tilladelse«, dog saaledes, a t de Fremmede ikke løb m ed hele Fortjensten. Man bestem te derfor, at der af Forestillingerne skulde betales en vis Afgift til de Fattige, enten saaledes, at de gav Overskudet af en bestem t Aften, hvad der dog i Reglen viste sig up rak tisk , eller en P rocentdel af B ruttoindtægten. Dette Forhold fæstnedes i 1806 saaledes, a t F attigsk atten blev sat til 10 pCt. for Udlændinge, m edens Landets egne Børn slap med det halve, 5 pCt., og dette Forho ld blev staa- ende gennem T iderne, lige til V erden skrigen medførte den høje Forlystelsesskat, der n u hviler saa trykkende paa alle E tablissem enter, store som smaa, Teatre, Kabaretter, Bio­ grafer og Cirkus. Medens Teatrene er gamle, hø rer Cirkus, taget i egentlig Forstand, for D anm arks Vedkomm ende det nittende Aar- hund red e til. Vi hø rer ganske vist i 1795 om, at den bekendte James Price, der er en af de m est ansete Teltholdere paa Bakken i Jægersborg Dyrehave, h a r i Sinde at forevise R idekun st ved

11 Siden af sit Personales Gulv- og L inedans. Det blev dog ikke til noget. Men T anken optager ham stadig. Dog da et hertil nød­ vendigt Hestem ateriale maa »præpareres« længe i Forvejen, ansøger h a n om at faa Eneret paa en Cirkus paa Dyre­ havsbakken, hvad m an im id lertid ikke kan gaa ind paa. Han m aa derfor nøjes med at være R idelæ rer, men da han heller ingen Elever faar, gives der ham den 4. April 1800 T illadelse inde i København til offentlig R ideopvisning een Gang om Maaneden. Saa beskeden t begyndte dansk Cirkusliv i det nye Aar- hund rede. Dog allerede et P a r Aar senere h a r det slaaet sig betyde­ lig op, idet F ran skm and en Louis Chiarini, der takket være sine sm ukke Døtre ogsaa kom til at spille en stor Rolle som R idelæ rer ligesom sin L and sm and Jean Lustre, i 1805 møder op paa Bakken m ed en rigtig Cirkus, en Hestecirkus af om­ tre n t samme Type, som vi kender den Dag i Dag fra Mar­ keder og Folkefester. Den h a r endda en for Nutiden imponerende Størrelse, og i S amm en lign ing med, hvad der nu over 100 Aar efter præsteres paa Dyrehavsbakken, et ren t ud overvældende Materiel bestaaende af 25 Heste, 17 Personer og Pantom im e­ udstyr. Louis Chiarini komm er da ogsaa tilbage til Bakken i 1807 for at optræde ved Kilden. Hans Heste h a r næppe kunn e t præstere store Ting. Man dresserede den Gang alle mulige Dyr helst de vilde, der blev forevist i de talrige om rejsende Menagerier. Man dres­ serede ogsaa Hunde og Aber, men Hesten anvendte m an stadig paa den natu rlig e Maade: som T rækdyr for de store grønne Gøglervogne og til R idning. Væ sentligst Nytte i den første Cirkus gjorde Hestene da ved a t danne smaa Kavalkader af udstafferede Kunstberi

12 dere, der i Optog drog over Bakken m ed sking rende M u­ sik for a t drage P ub lik um efter sig og m ed sig ind i Teltet. Ogsaa Kunstberidere, der sku lde springe paa Hesten og staa paa Hesten, enten den nu var u sad let eller forsynet m ed den rumm elige Staaplads, der hedder et Panneau , dem hav ­ de m an den Gang. Endelig var m an begyndt saa sm aat m ed den fra F ra n k ­ rig indførte K un stberidn ing ; m en D ressur og Heste uden Rytter, var m an endnu ikke komm et ind paa. I 1826 er m an dog naaet endnu et ny t S k rid t frem , idet selve København faar en Cirkus, der var k e n d t over hele Europa. Det var et Beriderselskab, der var startet i 1805 af den berøm te franske Skolerytter Jacques Foureaux. En af han s Sønner Louis blev gift ind i den kendte Beriderfam ilie Tourniaire, som vi senere ogsaa vil komme til at stifte Bekendtskab med, og han havde m ed en Dat­ ter af D irektør Jacques Tourniaire faaet en Medgift paa 150,000 Francs, en mægtig Form ue for den Tid. Han var der­ for i S tand til senere at danne et A rtistselskab paa 75 Heste, med hvilke h an rejste hele Europa rund t, ind til h an blev Æ resstaldm ester hos Kong Carl Johan af Sverrig. Under Opholdet i København i 1826 var den Cirkus, som Louis Foureaux havde overtaget efter sin F aders Død samm en m ed sin Moder vel endnu ikke saa om fattende, m en m an blev dog forbavset, n aar m an hørte, at Selska­ bet bestod af 26 P ersoner og 37 Heste, selv om m an stadig maa erindre, a t m an m ed egen Kørsel befordrede alt Ma­ teriel, og a t Personalet tillige var Arbejdsfolk, Rekvisitører og S taldmestre. Brødrene Fou reaux ’ B eriderselskab havde yderligere et meget fint P lakatnavn: »Cirkus Gymnasticus«, og de havde ind rette t sig tæ t udenfor Byen paa en Reberbane ved Ve­ sterbrogade. Forestillingerne gjorde stor Lykke, sæ rlig den russiske

13 Bajads Mancini, der i lang T id ogsaa ved senere Selskaber var det københavnske Pub likum s Yndling. løv rig t opførte Selskabet smaa P antom im er, derib landt »Fra Diavolo«, d en italienske Bandit, der er lige god til P a n ­ tom im er og Operaer, og saa var der første Klasses Linedans. Selvfølgelig! L inedansen var den Gang det bæ rende for alle Forly stelsesindretninger, enten de saa kaldte sig T ru p ­ per, Balletselskaber eller Kunstberidere. L inedan sen var nem lig den egentlige af alle Kunster, der var hævet op i en højere Sphære baade figurligt og virke­ ligt, idet den i sig forenede Kraft, Smidighed, Aandsnæ rvæ ­ relse, Elegance, Behændighed, Lethed og Mod, det sidste navnlig, n a a r der var Tale om Taarnlinedans. Thi Dansen bevægede sig den Gang i Etager: Fø rst var der Gulvdims, under hvilken det g jald t om at have saa megen Ballon som mulig, saa at m an næ rm est svævede og k u n b rug te Taaspidserne til at sætte af med. Næste Etage var den slappe og stramme Line paa Scenen. Her var der ligesaa ofte Tale om L inedanserinder som om L inedansere eller Liniedansere, som m an altid sagde. E t sæ r­ lig elegant Eksempel stamm ede fra det Kuhnske Selskab, i hv ilket D irektricen var Hanne Price og den første Kraft Ca- sorti. Her dansede Carl, James og Isabella en »Pas de Trois« paa 3 L iner, hvad der behagede meget. Men saa kom tredie Etage: Taarnlinedansen i fri Luft. Det var Sensationen. Og m an forstaar da, at det vakte P an ik mellem det da­ væ rende lille Københavns 100,975 Indbyggere, da det be­ kendtgjordes, a t L inedanseren Christian Roat Onsdag den 6. Ju n i vilde gaa fra Gothersgades Eksercerplads til Rosen­ borg Slots T aarnv indue 110 Fod til Vejrs ad en Line paa 450 Fod. Og tilbage igen.

14

II. Den blodigste Katastrofe i dansk Cirkushistorie.

Enevæ lden var Folkeforlystelsernes Glansperiode, isæ r i dens sidste Tid, da nye Idéer begyndte at gæ re og at optage Sindene. Regeringen gik nem lig in stink tmæ ssig t ud fra den T an ­ ke, som Georg Carstensen formede saa genialt, da h an skulde vinde Christian den Ottende lov sit Tivoli: — Naar Folket m orer sig, tæ nk er det ikke paa Politik, Deres Majestæt! Ved alle Lejligheder havde Kongerne da ogsaa beredv il­ ligt stillet deres indendørs og udendørs Lokaliteter til Raa- dighed, n aar det g jald t at more Folket. I første Række Chri­ stiansborg Slots R idebane og Rosenborg Eksercerplads. Det er m ange mæ rkelige T ing, m an netop paa dette sidste Sted h a r set i de forløbne halvhund red e Aar, ofte i Konge­ fam iliens personlige Nærværelse, og som nu genopfriskes og diskuteres af det talrige P ub lik um , der i Spæ nding h a r sam let sig paa det gamm elkend te Sted den 6. Ju n i 1827. F ra 1786 erin d re r de ældste Skuespilleren Jver Hessel- berg Urborg, der vilde give det københavnske P u b lik um et Begreb om Verdens nyeste Sensation gennem »de berøm te Montgolfières Im itation«. Med and re Ord: K im en til hele den moderne Luftsport, idet h an prøvede paa at sende nogle sm aa Balloner m ed ophedet Luft til Vejrs den 6. Ju n i 1786. A t Forsøget m islykkedes, at der g ik Ild i F lyvem askiner­ ne, at M anden blev spottet og tru e t m ed Prygl, forkleiner ham ikke, m en understreger k u n han s M artyrium . Der gik saa 20 Aar, og fra den T id erin d re r de ældste

15 det mægtige, uudslettelige Indtryk, det gjorde paa dem, da de første Gang saa et levende Menneske hæve sig op i Luf­ ten og forsvinde i Æteren. Det var Belgieren Christian Robertson, der den 1. Okto­ ber 1820 i p rag tfu ld Efteraarssol gik op fra Rosenborg Ekser­ cerplads svingende med et rødt og hv id t Dannebrogsflag fra sin lille grøn- og gulstribede Taftesballon for i god Be­ hold at dale ned ved Roskilde. Det var vor hjem lige Luftsports første store Eventyr op­ levet ved en Udlænding. Derefter skulde atter følge en Indlændings Martyrium , som selv de unge kan huske, idet den danske Opfinder Carl Frederik K ierstrup, der vil prøve paa at vise, at han kan styre et »Aerostat«, trues med Prygl, medens han er ved at tilsæ tte Livet. T il Gengæld gaar fra denne P lads ogsaa den første Dansker, Johs. Peter Colding op. Og saa hu sk er endelig selv de yngre den B landing af Forbavselse og Forfærdelse, med hvilken de har overværet »den uforbrændelige Spanier«, Gelly Latours vidunderlige Kunststykker den 25. Maj 1814. Denne »Ilddjævel« gik ligesom Daniel i Bibelen ind i en glohed Ovn, der blev opvarmet til Grader, som Termometret slet ikke vilde tage. Det første blev simpelthen sprængt, det andet steg til 145 G rader, m edens Spanieren sad uanfægtet inde i sit glødende Bur og spiste og drak. At der ikke var Tale om Humbug, derfor borgede, at selve H. C. Ørsted, E lektromagnetismens verdensberøm te Opfinder, var m ed i Kontrolkomitéen. Ja, saa sandelig havde m an oplevet noget paa denne P lad s baade de ældste, de ældre, de unge og de yngre og nu i Dag den 6. Ju n i 1827 skulde m an igen opleve et over­ raskende Eventyr, der lød endnu mere fantastisk end de foregaaende. En Mand vilde paa Line spadsere op til det

16 øverste T aarnv indu e paa Rosenborg Slot og tilbage ned m el­ lem det forsam lede P ub likum . Det lyder utroligt, isæ r da M anden er Væ rtshusholder. — Væ rtshusholder? — Ja, Væ rtshusholder, og gift m ed en dansk P ræ ste­ datter. — Med en P ræ stedatter? — Ja, i hv ert F ald første Gang, m en h an er nok gift en Gang til, som den Slags Folk, og h an bor ovre i Odense. — I Odense, fra P rovinsen! Man rynk er lid t paa Næsen. — Jeg h a r set ham i Odense gaa op til St. K nud sk irken , siger en. — Og jeg h a r set ham i A arhu s gaa op til Domkirken, siger en anden. Københavnerne begynder at flove sig lidt, og dog h a r de ingen G rund dertil, th i Roat er en in ternation al Berøm thed, der un d er A rtistnavnet Rohardo h a r fartet Verden ru n d t som T aarn linedan ser, in d til h an er faldet til Ro i Danm ark. Han h a r tidligere ogsaa gaaet paa alm indelig Line i Telt- cirkus, h an h a r endda væ ret ved de danske Selskaber som hos Madam Kuhn-P rice. Men m an h a r ikke lagt Mærke til ham før nu, da h an vil foretage sin dristige Taarngang. Spændingen er um aadelig. Eksercerpladsen er tæ t fyldt, Kongen m ed P rin sesser er mødt, og paa Volden er der sort af Folk, der stræ kker Hals for at faa et G lim t af V idunderet at se. Nu komm er Roat springende frem i sit elegante s tram t­ siddende L inedanserkostum e. Han kaster et m øn strende B lik paa L inen, hvis nederste Ende er fastgjort i et i Jo rden nedgravet F lasketræk. Saa en­ tre r h an op paa det lille Podie, der er anb rag t paa et P a r Stivere, g riber den lange, svære B'alancestang, strækker Fo­ den prøvende frem et P a r Gange, n ikk er tilfreds og begynder saa ganske langsom t sin Opstigning.

Roats store Ascension paa Rosenborg Eksercerplads den 6. Juni 1827.

Roats Nedstyrtning den 12. Juni 1827.

I

En Beriderforestilling i Cirkus Guerra i Fyrrerne.

17 Der er dødstille paa den store P lads, medens alle Øjne stirrer i Vejret, og Spændingen stiger alt som L inedanseren sk rider højere og højere. Nu m ang ler h an ku n et P a r Skridt. Man hø rer et Skrig i Mængden. — Han sty rter ned! Folk g rib er i hverand re af Skræk, saa aander m an atter op m ed et nervøst Smil. L inedan seren h a r kun, nu da han føler sig ved Maalet, i kaad Overgivenhed gjo rt et falsk T rin med Villie for at lade, som om h an snubler. Med et P a r hu rtige Sk rid t frem, er han inde i V induets Karm, han lægger Balancestangen, tager en Flaske frem, skænker et Glas og raaber ud over Pladsen: — Kongen leve! Gamle Frederik den Sjette sm iler faderligt med en h il­ sende Haandbevægelse op mod Taarnet, Pub likum er et Hav af Jub el og Roat tømm er sit Glas til Bunden. Han ka­ ster det m ed en b red Gestus ud i Rummet, saa at det k n u ­ ses k lirrend e mod Jorden. Saa g rib er h an atter Balancestangen for at tiltræde den endnu farligere Nedstigning. A tter hersker der aandeløs Spænding, men alt gaar godt, og to M inu tter senere, to uendelig lange Minutter, staar han atter paa Podiet, lægger Balancestangen, entrer ned fra det lille S tillads og modtager Kongens og Folkets Hyldest. I de næ rm est følgende Dage taler København ikke om andet end den dristige Taarnlinedanser. Han er Dagens Helt, der kender Reklam ens Kunst, th i nu meddeles det, at han vil gentage sit Vovestykke Tordag den 12. Jun i, men — med B ind for Øjnene. A tter er Eksercerpladsen et Hav af Mennesker, dog m ang­ ler der lid t af P rem ieren s Festivitas. Nyhedens Interesse er udtøm t, og Kongefam ilien er ikke til Stede. K øbenhavnsk Ctrkusliv 2

1 8 A lt forløber som sidst, ku n at L inedan seren un d e r Op­ stigning en faar b u nd e t et hv id t Tørklæde for Øjnene, og at den lille Skaaltale fra T a arn v indu et udebliver. Saa tiltræ d e r h an a tte r forsigtigt T ilbagevejen. Folk er n u temm elig rolige, de h a r allerede væ nnet sig til det nerve­ p irrend e Syn og mener, a t det væ rste er overstaaet. L inedanserens Gang, der h id til h a r væ ret saa spænstig og fjedrende, bliver efterhaanden und e rlig slap og søgende. Det er L inen, der er begyndt a t give sig: — Strammere! S tramm ere! ra ab e r h an oppe fra Højden. Mændene nede ved F lasketræ kket begynder at skrue, L i­ nen retter sig, Roat danser ad ræ t og elegant videre, nu er h an k u n 25 Alen over Jorden, da lyder der et Brag som af et K anon skud og Luften fyldes af Jord, Sand og Smaasten, m e­ dens de nedgravede B jæ lker rives op og sn u rre r ru n d t som en Drage i en Snor. E t Rædselsskrig hæver sig fra Mængden — Roat ligger bleg og blødende m ed Balancestangen over sig. Kongens Livlæge, E tatsraad Fenger, der er til Stede, iler til, forb inder og aarelader den Forulykkede, og medens a lt er bleg Skræk og F o rv irring , køres h an til F red eriks Ho­ spital. Efter fem T im ers Forløb ud aand er P atien ten u n d e r fryg­ telige Lidelser. T re Dage senere, den 15. Jun i, b ringer »Dansk S tats­ tidende« en Notits paa 9 L inier, der begynder saaledes: »Hr. G. Roat, som paa flere S teder her i Landet ha r vist sjæ lden Fæ rdighed , h a r nu herved tilsa t Livet«. Denne Nyhed om Hr. C. Roat i det officielle Regerings­ organ kom saavist ikke som nogen Overraskelse for det lille København. I de forløbne Dage havde det ikke bestilt andet end a t tale om U lykken og dens Aarsager, og der havde dannet sig de m est fantastiske Rygter om lum ske Angreb af nidske Mis­ undere, der havde in d sm u rt L inen med Saltsyre.

19 T ilsidst gik S ladderen saa vidt, at Københavns daværen­ de V icepolitidirektør, den senere nok saa bekendte Politi­ direktør Bræstrup, fand t sig foranlediget til at erklæ re det hele Postyr for Vrøvl, og at Ulykken udelukkende skyldtes daarlig N ed ram n ing af Pæ lene og F riktion i Taarnvinduets Karme. Men Rygterne hvirvlede stadig og gav sig Udslag i Dati­ dens Sm udspresse — Gadeviserne! Ved denne tragiske Begivenhed svigtede im id lertid heller ikke Københavnernes altid store, gode og varme Hjerte. Der blev sam let ind til Roats Enke, og et af Bidragene indkom fra en Opførelse af I. L. Heibergs »De Uadskillelige«, med en Prolog af Forfatteren selv, der her demonstrativt viste sin Forstaaelse af den Værdi, som ligger i de saa ofte overlegent betragtede folkelige Forlystelser, som han selv har forherliget i sine for Danskere udødelige Vaudeviller.

III. Da København fik sin første Træcirkus.

I Somm eren 1827 er L inedanseren Roat altsaa styrtet ned, og Københavns Po liti havde under T ryk af den offentlige Mening besluttet, at det ald rig mere vilde give Tilladelse til Taarnlinedanseres livsfarlige Friluftsproduktioner. Gøglet m aatte frem tidig foregaa i passende Højde inden Døre. Sam tidig var der en Mand, der sendte Ansøgning til Kon­ gen om, at han fra Vesterbro maatte flytte inden for Voldene 2 *

20 for at Københavnerne kund e se, hvad h an kund e p ræ stere af Kunster, P an tom im e og u farlig L inedans. .Hans Navn var Philippo Petloletti. Han var V enetianer af Fødsel, og han s Fader var komm et til København ved Aar- hu nd red sk ifte t 1800 m ed Pasqual Casortis store italienske Selskab paa 22 Personer, for derefter at vende tilbage til Ita­ lien efter i København a t have giftet sig med D an serinden Victoria Vidali. Casorti hyggede sig im id lertid i Danm ark, hvor h an sta­ dig lever gennem sine P antom im er, og i 1816 indforskrev h an et helt Hold V enner og S lægtninge. I denne Fæ llesindvand ring deltog Carlo Pettoletti; der nu havde faaet 4 Sønner: Philippo, Giovani (Jean), Giachimo (Joachim) og Pietro sam t en Datter Antonia, der alle fulgte med u n d e r Ledsagelse af deres Bedstemoder Rosalia Vidali, der var i F am ilie m ed Casorti. Af disse viste den ældste, Philippo, sig at væ re et a rti­ stisk Universalgeni. Han var ikke blot u d p ræ g e t m u sikalsk og kund e m im e og danse, h an var ogsaa Kom iker, der straks fik tildelt Casortis gam le B ravu rp arti som »Bajazzo«, og h an var endelig et godt Stykke af en rig tig T eaterm and m ed en D irektør i Maven. Uden endnu at have noget Personale indgav h an da med allehaande højtflyvende P lan er for Øje, sin Ansøgning om Bevilling i selve det indre København, og opnaaede den endelig den 9. November 1827, m en — stadig k u n udenfor Voldene ligesom de and re inferióse Forlystelsesindehavere. Selve København forbeholdt det kongelige Teater sig vedblivende, saavel som al Bet til det levende Ord, lige til de m indste Farcer. T il Koncessionen var yderligere kny ttet den Bestemmelse, at den skulde udny ttes inden Udløbet af 2 Aar, da den ellers vilde falde bort. For Pettoletti, der var mere rig paa Idéer end paa Kon­ tan ter, g jald t det altsaa om at finde P engem anden, der kund e

21 financiere Foretagendet, og han fandt ham i en Bagermester Georg Scheer, der havde erhvervet sig en Hovedparcel nnder U dstykningen af den gam le »Blaagaard« paa Nørrebro. Herefter associerede han sig med en glim rende in ternatio­ nal T eatertekniker Joseph L. Lew in og en dygtig Forretnings­ fører, der havde væ ret Impresario for den indiske F ak ir Madua Samme. Han havde sat København paa den anden Ende med de Kunststykker, som nu igen vækker Sensation Verden over. Den 1. September 1828 sluttede T rium v iratet indbyrdes Kontrakt, og etablerede sig i en pragtfuld Bygning, der var indrettet i det gam le Slot. Det nye »Nørrebro-Teater« var imponerende. Det havde P lads til 14—1500 Tilskuere, dets P rocenium var højere end det kongelige Teaters, Scenerumm ets Dybde- og Længde- 1 dim ensioner var 28—24 Alen, der var 24 Lamper i den hæ n ­ gende Lysekrone i Salen, og bag Tæppet var alt ud sty ret paa den m est moderne Maade med Lemme, Forsænkninger og Kulissevogne. Men det havde ogsaa væ ret en dyr Svir for Bageren, der havde m aattet punge ud med 40,000 Rigsdaler til Ombygningen. Den første Forestilling fand t Sted 3. November 1828, og man studser over, at det lille København kunde bære et saadant Forstadsteater, der næ rm est var henvist til den se­ nere saa populæ re Varietégenre. Men det ku nd e det heller ikke. Der var stadig økono­ miske Vanskeligheder og deraf følgende Spektakler mellem Kompagnonerne, b land t hvilke Pettoletti efterhaanden tog Føringen. Hvad der in teresserer os i denne Sammenhæng er im id ­ lertid, at da T eaterdriften glippede, og da Kassens Bund var skrabet, saa at m an endog skyldte for Fattigskat og truedes med F allit af K reditorerne, tog Pettoletti til Gøteborg for at finde en R edn ing sm and i Louis Foureaux. Denne var nu Leder af »Brødrene Fou reaux1Cirkus«, som

22 vi sid st tra f ude i R eberbanen paa Vesterbro, og h an gik ind paa at betale en kon tan t aftenlig Leje af 5 R igsdaler for at faa Lov til at benytte Pettolettis Bevilling. Den 4. Ju n i 1830 ho ld t F ou reau x ’s Personale derefter sit Indtog paa »Nørrebro-Teater« i et A n tal af 60 Medlemmer, hvis B en jam in var den ikke 5-aarige Benoit Foureaux, der tog Pub lik um med S torm ved sn a rt at ride Voltige sn art at spille gamm el Mand i Børnepantom im en. Endvidere var der K øbenhavnernes Y nd ling Mancini. Den 5. Ju n i lukkede m an op i den gam le S til m ed Mas­ ser af alskens Gøgl og Balletter og P an tom im e r som »Jenny eller Eng lændernes Ind fald i Skotland«, »Husarpigen« (»La fille Husarde«) og »Den m eksikanske H eltinde eller de b a r­ bariske Korsarer«. S ituationen reddes, og da K ildetiden ind træ d er, drager C irkus ud paa Bakken, for at vende tilbage til Nørrebro den 25. Ju li med Optræden for første Gang af D irektøren selv i han s overordentlige P roduk tion e r paa Line. T il T rods for denne Sensation, og til trods for, at det var en Søndag, beretter »Københavnerposten«: »Forestillingen var k u n lidet ta lrig besøgt, og dog slu t­ tede P ro g ramm et m ed »Gymnastisk A fm arch fra Vesuv i b rillan t Fyrvæ rkeri.« Man tænke sig et Fy rvæ rkeri paa en m oderne Scene! T il Anm eldelsen kn y tter B ladet en lille sensationel Tilføjelse, der lyder saaledes: »Udenfor Teatret opføres en meget stor lukket Cirkus til Kunstberidning, som vil blive aabnet i Løbet af en 14 Dages Tid.« Og ganske rigtig lyder samme Blads Bu lletin for 15. Au­ gu st da ogsaa saaledes: »Opførelsen af en C irkus for K un stberidn ing udenfor Nørrebros Teater er nu saa vidt frem skredet, a t den kan aab- ne i næste Uge.« Og endelig komm er Sejrsfanfaren saalydende:

23 »Paa den ved Siden af Nørrebro-Teater opførte store »Cirkus Gymnasticus«, som rumm er henved 3000(!) Menne­ sker, h a r det Foureauxske Selskab allerede givet flere Fore­ stillinger, af hv ilke isæ r den i Søndags, 7. September, var saa ta lrig t besøgt, a t Lokalet næppe kunde rumm e flere. Disse Forestillinger h a r i det hele vundet meget Bifald. Den 6-aa- rige Benoit havde sin Debut paa usadlet Hest m ed »Les pas d’amour« og Mancini morede meget med: »Den engelske hu rtigløbende Post paa eet Hjul«. Som m an ser: Den rigtig gode gam le C irkusstil, og for første Gang i København i en rigtig, lu kk et T ræ cirku s af den Type, der skulde blive gæ l­ dende og au to ritetsanerkend t i nøjagtig halvhund red Aar, ind til R ing teatrets B rand i W ien i 1881. Fra Fredag den 5. September 1830, da Forestillingerne tog deres Begyndelse, m aa vi altsaa regne Hund redaaret for fast C irkus i København. Det føltes da ogsaa som en Begivenhed, og de kongelige Herskaber aflagde flere Gange Besøg, b land t andet paa F re­ derik Christians Fødselsdag, der endte med Afsyngelse af — God save the King! A t C irkus kund e rumm e 3000 var lid t overdrevent, men den tog m ed Lethed 1800, og Manegen var betydelig bedre end nutildags, idet R idebanen endte i en A rt Vold, ad hvilken m an til begge S ider kund e føre Hesten op som til en Scene. De gam le Gulvbaletter kunde derfor nu blive til hele M anegebilleder m ed Anvendelse af Hestemateriellet og Hun­ de, Aber og Kaniner, sam t Dagens Sensation: Fou reaux’ Elefant. Den i P aris ny lig saa ynkelig myrdede Kaspars Barn­ dom strium f i København var intet mod den, der i de Dage blev nyd t af »Cirkus Gymnasticus«s Tykhud, der var »en Slægtning« af den for sine Kunstproduktioner i London og P aris saa v id t berøm te siamesiske Elefant. Den københavnske Elefant slog stadig sine egne Rekor

24 der ved a t lægge sig, hvile paa Knæene og gøre Balance­ ku n ster m ed Snabelen. Men dens Sortie var dog det artigste. Ved dens Optræden »for uigenkaldelig allersidste Gang« i Ju li M aaned var den flyttet indendø rs for at deltage i en P an tom im e »Sheikens Indtog«, hvad der utvivlsom t var før­ ste Gang her til Lands i et Skuespil. Det blev ogsaa sidste Gang. Gulvet b ra st u n d er Vægten, og E lefanten styrtede m ed sin Fører ned i den nederste, vandfyldte Teaterkæ lder. Nu til Dags havde m an i saa T ilfæ lde m aattet rekvirere Falcks Redningskorps, m en paa Nørrebro klarede A rtisterne selv det hele i Løbet af en halv Time, sæ rlig tak ke t være den kæm pestæ rke »Ildkonge« Schwarzenberg, hvorefter E lefan­ ten fortsatte efter a t have faaet en Flaske V in til at styrke sig paa. Med dette B ravour-N umm er sluttede Fou reaux af og drog til Kilden. Men 18. Ja n u a r 1832 tog m an fat igen m ed C irkusfore­ stillingerne, idet de Bachs K unstberiderselskab havde sin Debut, og fra den første Søndagsforestilling den 22. Ja n u a r meldes: »Alt udsolgt. Mange m aatte gaa bo rt ud en Billet.« Selskabets første K raft var abso lu t Berideren Filhol, der optraadte som Bajads til Hest og un d e r R id tet foretog T ran s­ form ationer fra Jeron im u s, til P je rro t og Harlekin. D irektøren frem førte dresserede Heste — en ad Gangen. For P ub lik um s Bekvemm elighed blev der sørget m ere og mere. Allerede Fou reaux havde indført, at der blev ophængt Lamper paa Vejen fra Nø rrepo rt til Cirkus, nu lod de Bach kaste Grus paa de opblødte Veje fra den brolagte Nørrebro- gade til Indgangen. I Begyndelsen af Maj slog m an sit sidste store Slag. P aa det T id spunk t in d traad te ru n d t om i Verden den første »Napoleon«- Renaissance u n d er Indtrykket af Bour-

25 bonnernes Fordrivelse fra F rankrig; Kejsermoderen »Mada­ me Lætitias« Død og »Ørneungen«s Bortflugt. I P a ris blev alle Forestillinger, i hvilke Napoleon frem ­ stilledes paa Scenen, forbudt af Louis Philippes Censur. T il Gengæld grasserede Korsikaneren paa alle and re Sce­ ner i hele Europa, og i London blev der spillet m ed han s egen Hat fra W aterloo. P aa Nørrebro-Teater opførtes: »Napoleons Død og Begra­ velse!« Man saa Dødsværelset, Kisten, Sørgepilen, Tropper til Hest og — Pettoletti spillede selv Napoleon og var den sidste Aften Genstand for store Ovationer. Ialt blev der givet 50 Forestillinger, og dette smukke Kompleks, der forenede et moderne Teater i et gamm elt Slot med en fast C irkus og en pragtfu ld Have, der gik helt ned til Peblingesøen, havde sikkert haft Muligheder for at sætte sig fast i P ub lik um s Yndest. Saa ram te Skæbnen det i Form af en Ildebrand.

IV. Beriderne drager fra Nørrebro til Vesterbro.

F ra den 13. til den 15. April 1833 oplevede Kongens Kø­ benhavn nogle af disse bevægede Nætter, der rumm ede en B landing af Uhygge og Gemytlighed, medens Vægterne raab- te, K lokkerne klem tede, P iberne skingrede og de sorte B rand­ svende m ob iliserede deres næ rm est parodiske S luknings­ apparater. Halløjet begyndte Lørdag Nat, medens Folk forskræmte fløj til V induerne og rullede Gardinet op.

26 En Ild eb rand var jo den Gang en alvorlig Sag og i mange sad Skrækken end nu fra 1807. Det hele viste sig at være b lind A larm . Der var k u n gaaet Ild i nogle T jæ retønder, der laa i den saakaldte »Beg­ pram«, m en som ganske vist flammede m ed høj, klar, a la r­ m erende Lue. Beroliget gik m an atter til Køjs, m en næste Nat ud paa M o rgenstunden mellem 4 og 5 blev Spektaklet endnu mere øredøvende. — Hov Vægter, hvor skal S laget staa? — Nørrebro-Teater brænder! Da fik alle travlt! Ogsaa B randvæsenet. Da det ankom m ed Sprøjter, Sluffer, S tiger og B rand spande var hele Byg­ n ingen om spænd t af F lamm er. Ildspaasættelse! E ndda fra flere K anter. S aadan lød Raa- bet i L ighed m ed Rygterne ved Roats Nedstyrtning. Men Ildens Opkomst forblev uopklaret, derim od var dens Ødelæggelse tydelig nok: En Grushob! T ilbage var k u n Københavnernes gode H jerte overfor den stakkels M arionet-Teater-E jer Dehnebecq, der havde m istet alt lige til Skjorten — M anchetskjorten — som h an havde ladet ligge i sin Garderobe. Medens det store smukke, g run dm u red e Nørrebro-Tea­ ter saaledes var gaaet op i L uer og var ødelagt saa totalt, a t det a ld rig m ere genopstod af sin Aske paa dette Sted, saa var »Cirkus Gymnasticus«, det lille skrøbelige, brand farlige T ræ cirkus blev reddet som ved et V idunder, skønt Gnister­ ne havde regnet ned over det. Under disse Fo rho ld tæ nk te Pettoletti en T id paa at u d ­ leje Lokalet til et Beriderselskab, der havde drevet selvstæn­ dig C irkus her. Tanken blev im id lertid opgivet, da der skulde disponeres over Tom ten, og Pettoletti prøvede derefter paa at faa sin Cir­ kus, der havde skaffet sig et godt Navn, flyttet næ rm ere ind

27 til Byen paa den anden Side Søerne i Næ rheden af Nørre­ port. Han mente, a t h an havde fundet en velegnet P lads paa Glaciet, m en Kommandanten var den Gang, ligesom senere, da Georg Carstensen vilde anlægge Tivoli, paa Post til For­ svar for sin Fæ stning. Saa drog Pettoletti da ud til alle Forlystelsers Eldorado: Vesterbro, og byggede h u rtig t et lille, næsten in terim istisk Teater, der k u n var opført af uhøvlede Brædder, og som dog skulde faa en saa lang Levetid, at de ældste Københavnere endnu k an hu ske Bygningen fra deres Barndom , idet den laa her lige til 1875; dens P lad s var til Venstre for F rihed s­ støtten fra Bysiden mellem det nuvæ rende Panoptikon og den nye Banegaard. P aa 3 M aaneder var T eatret tøm ret op med P lad s til 1200 T ilskuere, og Søndag den 8. Ju n i 1834 lukkede det op med Forestilling af »Det Beckerske Selskab«. Da dette spillede Komedie, in teresserer det os ikke i den­ ne Samm enhæng, m en allerede i November faar vi med Teatret at bestille igen, da det blev omdannet til Cirkus, og saaledes blev en A rt Efterfølger af »Cirkus Gymnasticus«. Det Selskab, som det var lykkedes Pettoletti a t faa fat i, var det udm æ rk ede Girkusensemble, der stod under Ledelse af den sn a rt m eget populæ re Didier Gauthier, hvis unge Ho­ vedkræ fter var Rosa, Carl og Alexander Gauthier. Forestillingerne gjorde megen Lykke, men m an indsk ræ n ­ kede sig ogsaa til k u n at spille to Gange om Ugen, hvorfor m an ku nd e holde ud helt til April. Det var rigtige Hestenum re af den gamle Skole, der blev præsterede: Postillon, Romerske Lege og Ju liu s Gæsars T ri­ umftog paa ti Heste. Man yndede den A rt pompøse, klassiske Betegnelse, der ogsaa anvendtes for P arterregymnastikken s Vedkommende med P lak attitle r som: »Ikariske Lege paa B jærget Athos«. Medens m an tidligere i København væsentlig holdt sig

28 til rom anske C irkus, blev Lokalet fra 1835—36 lejet u d til et preussisk, d e t »Wulffske Selskab«, hvis tyske Oprindelse dog ikke forh indrede det i at spekulere i den stadig lige le­ vende Napoleon-Begej string. Dette skyldtes dog m aaske næ rm est Pettoletti selv, der a t­ ter, ligesom paa Nørrebro, m ed B ravu r spillede »den lille Korporal« i den historiske g raa Kappe. Det synes, som om der i L ighed m ed senere T ilfæ lde var gaaet Napoleon i den lille københavnske Forlystelseskonge, der efterhaanden var komm en til Hægterne og ud af sin Gæld. I Sæsonen 1836—37 vendte Gauthier saa tilbage, medens m an i 1837—38 ikke havde nogen Cirkus. Men saa i 1839 kom det fortrinlige Beriderselskab Tour- niere, der havde et saa godt Ry paa sig. Det aabnede sine Forestillinger den 30. Oktober for u d ­ mæ rket Hus, og alt syntes som sædvan lig t at skulle gaa godt. Napoleon m aatte atter denne Gang holde for og vise sig i formelige Slag m ed galoperende Heste og drønende Ka­ noner. Men hvad m an end nu den Dag i Dag ubev id st e rin ­ d rer i bleg E fterklang, er de livfulde Brydekampe. Mellem de mange A rtister, b land t hvilke de stæ rke Mænd med Rappo i Spidsen var sæ rlig yndede, var ogsaa »den uovervindelige Bryder« Jean Depuis. Han ud fo rd rede alle Københavns stæ rke Mænd, og det var noget, m an kund e forstaa, th i Vesterbros S lagtere hav ­ de den lid t overdrevne Mening, a t de var de stæ rkeste i hele Verden. Derude paa Broen blev tit kan du tro leveret en Lussing, uha! som var go’!

29 Jean Depuis var tilm ed ikke en Mand, der udfordrede til Kam p om Æ rens fagre Træ. Nej, de, der overvandt ham i ærlig Kamp, vilde faa ud ­ betalt 500 b lanke Daler, der var deponeret hos Direktionen. Se, det var noget, m an kunde forstaa og til Kampen meldte sig Vesterbros Skræk, den lille stæ rke S lagterm ester Ferdi­ nand Ludvigsen. Der var propfuldt. Selvfølgelig vilde Dansken sejre. Man levede end nu ikke i Sportstider, m an forstod ikke, at der er Forskel paa at have Kræfter og at bruge Kræfter. T il stor Skuffelse for alle de forsamlede Vesterbro-Slag­ tere og slagtervenlige Københavnere, laa Ferd in and Ludvig­ sen efter faa M inu tters Kamp, som han end ikke havde k u n ­ net klare ved et regu læ rt dansk »Livtag«, med begge Skul­ dre mod Jorden. P u b lik um hyssede og peb, m en pludselig greb det sig i, at dette jo egentlig var uberettiget, og ud af Larm en to­ nede m ed ægte københavnsk Humør, et taktfast T ilraab paa Melodi til R efrænet af Øjeblikkets populære Vise: »Kejseren af K inesiens Land«: Og F e rd in and Ludvigsen gik paa’en igen, men det hjalp ikke, m en R efræ net fra den Aften lever endnu og dukker op m ed Mellem rum , uden a t de fleste ved, hvorfra det stammer. B rødrene T ou rn iére havde iøvrigt mange gode Indfald, der endog kund e gøre en moderne Direktør Skaarup m is­ undelig paa sin Forgænger paa Vesterbro. Ved en af de store Forestillinger bortloddedes Gaver, men ikke til P u b lik um under eet. Nej, P ark e tb illettern e kunde vinde en Hest, P arterre en Kuffert og Galleriet en M erskumspibe med Sølvbeslag. Ingen A u to ritet blandede sig i den A rt Uskyldigheder, P a a ’en, p a a ’en, paa ’en igen, lille F erd in and Ludvigsen!

30 mod hvilke d er nu vilde blive skredet ind m ed Lovens S trenghed. Saadan gled m an da stille og ro lig t fra H aanden og i M unden op mod den k ritisk e Ju lem aaned , der altid blev imødeset m ed en vis Bekym ring, ikke m in d st udenfor Vol­ dene. Denne Gang skulde d e t im id le rtid blive Katastrofe. Den 3. December 1839 K lokken 11 om Form iddagen lød G eneralm archen gennem alle Byens Gader. Stadens Porte blev lukkede og laasede. De respektive borgerlige og m ilitæ re Korpser sam lede sig paa deres forskellige A larm pladser, og paa Am alienborg traadte G eheim em inister Otto Moltke paa S laget 12 ud paa Re- sidensens A ltan og raab te ud over den tæ tte Menneske­ masse, der havde forsam let sig nedenund er: »Frederik den S jette er død, leve Christian den Ottende!« De opstillede Herolder, der var ledsagede af de p ra g t­ fulde gu ld h a rn isk k læ d te Hestgardister, gentog Raabet, hvor­ efter d en nye Konge traad te frem m ed blottet Hoved for a t modtage Folkets Hyldest. Saa drog Hestgarden videre fra Torv til Torv i Byen m ed deres P roklam ation , Soldaterne blev tagne i Ed, paa Vol­ dene to rdnede Kanonerne, og K irkeklokkerne ringede. Men den A ften drog Pøbelen gennem Gaderne og slog R uderne ud hos Købmændene. Saaledes var d e t gam le Kongens København! Men medens alle gode, loyale Borgere sørgede op rigtigt ved Landsfaderens Død, udstedte den nye Konge en P ro k la ­ m ation, i hv ilken h an forordnede Landesorg og Sørgedragt — ikke m ind st for sine Em bedsmænd — i 6 Maaneder. Det var et forfæ rdeligt Slag for alt Forlystelsesliv, der laa dødt Ju l og Nytaar og lang t ind i 1840. Selvfølgelig blev et ud en land sk Selskab som B rødrene Tourniere ikke ram t m in d st haardt. Kong Frederiks Død blev da en Katastrofe for C irkus paa

31 Vesterbro, der havde 50 Personer og ligesaa mange Heste at føde. Med skiftende Held og med gentagne Besøg af de kendte Kræfter fortsatte im id lertid »Vesterbros Nye Teater« indtil E fteraaret 1845, d a Pettoletti 1. September afgik ved Døden i en A lder af 60 Aar. Hans Enke fortsatte Forretningen, men inden sin Død havde hendes Mand, hvis Koncession lød paa 10 Aar, lejet T eatret u d til det store, nye, alt Forlystelsesliv dom inerende Kæmpeetablissement, sin um iddelbare Nabo: Georg Carsten- sens Tivoli, og m an fortæller, at Pettolettis Død netop blev hid fø rt af Æ rgrelse over, at det havde knust ham i Kampen.

V. Georg Carstensens Teltcirkus og- »Kjøbenhavns Hippodrom« som den første Stencirkus. Mellem de Forlystelser, som Georg Carstensen i Henhold til sit paa 5 Aar, fra 1. Ju li 1842 at regne, modtagne P rivile­ gium havde Ret til a t afholde, var ogsaa Beriderforestillin­ ger i C irkus. Forpligtelsen lød paa, at der kun maatte opføres Bygnin­ ger af Tømm er og Brædder, som tilm ed kunde forlanges ned­ revne naarsom helst det forlangtes, selv om det ikke var nød­ vendigt af m ilitæ re Grunde. Men selvfølgelig var det derm ed sam tidig indrømmet, at den endnu lettere Bygningstype: Telt, ogsaa var tilladt.

32 Georg Clarstensen, der havde m ange V anskeligheder at kæmpe med i Tivolis første Aar, havde til en Begyndelse lejet »Vesterbros Nye Teater« for at indd rage det i sit E ta­ blissem ent som et saad an t C irkusforetagende. Men det var i en altfor m iserabel T ilstand , og i 1845 op­ førte h an derfor efter sin egen Tegning en Teltcirkus, der havde en meget festlig og til Omgivelserne passende K arak ­ ter, den var nem lig paa orien talsk Vis strib et i forskellige stæ rke F arv er og fald t u dm æ rk e t samm en m ed de øvrige i m au risk S til holdte Bygninger og Pavilloner. Ogsaa Ind retn ing en var meget p rak tisk som alt, hvad »Entreprenøren« lavede. Men den havde tillige væ ret m eget ko stbar — ligeledes som alt, hvad »Entreprenøren« lavede — hvad der dog ikke k an forbavse, n a a r m an hører, at den havde P lad s til 1000 Tilskuere. I denne C irkus, der laa ved S iden af den gam le, m orsom ­ me »Rutschebane«, hvorfra der altid lød Hvin af Damer og Eder af Herrer, hvem Hatten tit fløj af, gav B eriderd irek ­ tø r Rudolf Guerra dag lig 3 Forestillinger å 8 Skilling. Det var altsaa op mod 100 Forestillinger om Maaneden, og det kund e d e t davæ rende København ikke bære. Tivoli led derfor store Tab paa sine C irkusforestillinger. Hvad der for saa v idt var uretfæ rdig t, som Guerra var en Cirkus, der havde et udm æ rk et Navn ude i Europa. Selskabet var op rindelig startet af den bekendte Skole­ ry tter Alexander Guerra, der engagerede de berøm teste da­ tidige A rtistfam ilie som Ciniselli, Chiarini og Loisset. Han gjorde da ogsaa glim rende Forretninger, ikke m in d st i Skandinavien, og da h an tra k sig tilbage, blev h an Æres- staldm ester hos Kong Carl Johan af Sverrig. Sønnen Adolph overtog Ledelsen efter F aderen og døde i 1837, m en efterlod sig to Døtre og en Søn Rudolf, og det var ham , der var D irektør u n d e r Opholdet i København. I »Tivoli-Avisen«, der redigeredes af G. Siesby, blev der

GAMLE KUNSTBERIDERE

Sextillian.

Rollande.

GAMLE KUNSTBERIDERSKER

O lschanskiernes Moder.

Miss Mary Washington.

Emma de Gouschinska.

Clemence Sèrrè

33 iøvrigt g jo rt væ ldig Reklame for den nye Cirkus, der var ble­ ven aabn et den 18. Maj. P rog ramm ets R edaktør tog Læserne med paa en R und tu r gennem hele E tablissem entet og beskrev de enkelte Bygnin­ ger og Sevæ rdigheder. Det lød saaledes: »Alle I, som idag gjæster det af V interdvale gen vakte Tivoli, hvorledes finder I, at det ser ud?« Og idet h an opdager Cirkus udbryder han: »Men hvad er det for en mægtig Rotunde med Telttag og Spir, det er noget ganske Nyt. Ja, saa I nu, at dette ikke stak bare i Klæ­ derne. Dette er en ny opbygget Cirkus, i Et og Alt efter Hr. Agent Carstensens egen Construction, og her kunne I trygt sætte Eder og se paa Rudolf Guerra med hele hans B erider­ selskab: 20 P ersoner og 15 Heste, og det altsammen for 8 Skilling. 1000 T ilskuere, der er saaledes placerede, at alle med Let­ hed kunne overskue det hele.« Men det h jalp ikke, skønt Selskabet havde Kræfter som den store F am ilie Lephard, Klovnen Mancini og — den unge Volkersen til a t lede Pantom im erne. Det P ub likum , der mødte, var derfor tilfreds. Guerra havde altsaa opnaaet en vis Popularitet; men For­ retn ing havde Tivoli ikke g jo rt med ham saa lid t som med det le-jede Nye Vesterbros Teater; og m an holdt sig derfor fo­ reløbig fra Cirkus, der i København i de følgende Aar blev repræ senteret af et eller andet af de ældre rejsende Sel­ skaber. Men saa komm er der en ny Epoke, idet København faar sin første m urede Stencirkus, endda indenfor Voldene i en af dens æ ldste Gader. Dette skete dog næ rm est ved en A rt Fejltagelse. P aa Nør­ regade laa der en stor statelig Bygning, der var opført af Skolebestyrer Ole Ludvig Gorm. K øbenhavnsk C irkusliv 3

34 Da der paa det T id spunk t var stor Interesse for R idesport, var der en Del Am atører der slog sig samm en for at skabe et lu kk e t Lokale, i hv ilket der kund e gives U ndervisning og holdes Øvelser. E jendomm en paa Nørregade blev købt og om ­ bygget i 1845, um idd e lb a rt efter Guerras Afrejse, af et Ak­ tieselskab, der fik Navnet »K jøbenhavns Hippodrom«. Selskabet konstituerede sig paa en Generalforsam ling, der fand t Sted 30. December 1845, som »en med R ideskole for­ enet offentlig Ridebane«, der var an lag t i Gaarden, m edens Fo rhu set blev staaende u rø rt, for i trange T ider stadig at give sin solide, faste Lejeindtægt. Thi trange var T id erne ofte, idet det h u rtig t viste sig, at Byen endnu ikke var stor nok til at bæ re et saadan t E ta­ blissement. A lligevel ho ld t m an ud en halv Snes Aar, fra den 11. November 1846, da m an lukkede op, til den 28. A p ril 1855, da de bedrøvede Ak tionæ rer afholdt en Generalforsam ling. Paa denne vedtoges det m ed 122 Ja! mod 9 Nej! at lade R idehuset ombygge og ind rette til »Cirkus og Teater« i Hen­ hold til de allerede tidligere frem satte og drøftede Forslag. Man tog derefter straks fat paa Ombygningen, der fu ld ­ førtes i Løbet af Sommeren paa den Maade, at de r ikke blot dannedes en Manege m ed tilhø rende Amfiteater, m en ogsaa en rigtig Scene, der kund e sættes i Forbindelse m ed A re­ naen, saa a t m an kund e kom binere C irkus og T eater un d er Opførelse af de den Gang saa yndede P antom im er, der nu efter Verdenskrigen næ sten er gaaet helt af Mode. Onsdag den 7. November ku nd e da den nye, smukke, g run dm u red e C irkus lukke op m ed »Forestillinger i den højere R idekun st og D ressur ved D irektør D. Gauthier.« Gamle Didier Gauthier, som vi allerede kender fra Ve­ sterbros Nye Teater, var en Mand paa over de F irs, og h an havde næ rm est overladt D irektionen til Sønnerne. Det var en rig tig Fam iliecirkus, i hvilken G authierne spillede en stor

35 Rolle med flotte B eridernum re som »Postillonernes Fest« med den unge Gauthier i staaende R idt paa 7 Heste. løv rig t var der Specialiteter som den dresserede Hjort; »Cæsar« og mange gode Heste, men sit Hovedslag slog m an med Udnyttelse af den kombinerede Manege og Scene til Opførelse af den store, aktuelle Pantom im e »Sebastopol eller Malakoff-Taarnets Indtagelse«. Denne Hovedepisode fra den endnu ikke afsluttede Krim* krig, tog selvfølgelig m ed sine franske Uniformer, F ane r og M ilitæ rm u sik storm ende Bifald i det for Napoleon den Tre­ die stæ rk t begejstrede København. Gamle D irektør Gauthier, der lod sin 82-aarige Fødsels­ dag fejre ved en Beneficeforestilling for sin Søn, ho ld t sig til langt hen paa Fo raaret 1856 og blev meget afholdt i Køben­ havn, hvor Medlemmer af han s Fam ilie da ogsaa slog sig ned. Hans Efterfølger i »Hippodromen« gav sin første Forestil­ ling Lørdag den 24. J an u a r 1857, nem lig »Cirkus fra London, under D irektion af Hr. Charles Hinné«, P rem ieren overvæ- redes af Medlemmer af den kongelige Fam ilie. Ogsaa H inné voksede sammen med Københavnerne og blev en af deres. Hans C irkus var større anlagt end Gauthiers og bragte mange Sensationsnum re og udmæ rkede Artister, ikke m ind st paa Skoleridtets Omraade. Særlig yndet var Caroline Ducos og Frederique Nolte, der red den smukke Racehest »Pepita de Olivo«, opkaldt efter den berømte spanske Danserinde. Endvidere var der den kom iske Fanny Stanley, der til Hest udførte det gam le Beridernumm er: »Matrosen i Havs­ nød«, F am ilien Jules, der kunde alt, og først og fremmest »den falske Kineser«, som eftergjorde alle de Kunststykker, med hvilke Fak irer den Gang havde gjort Furore i Køben­ havn. Det krigeriske Element, som i de Aar ikke kunde undvæ- 3*

36 res, repræ senteredes af »Kabylere og Arabere«, hvori F ran sk- mændene ogsaa spillede en Rolle. Den 4. Maj sluttede H inné sine Forestillinger. H ippodro­ m en blev bygget om til »Folketeatret«, i hv ilket Langes Sel­ skab ho ld t sit Indtog, og København havde m istet sin første m urede Cirkus efter k u n et P a r Aars Forløb. Men n a a r Hinné paa P lak aten havde villet fremhæve, at et Numm er var sæ rlig fint, saadan som Sko leryttersken Ma­ dame Blanche, saa havde han tilføjet: F ra C irkus E. Renz i Berlin. Var C irkus Renz da saa storartet, og kund e m an ikke faa den a t se? Jo, m en endnu var T iden ikke moden. VI. Renz’ store Kamp om CirkusherrecLømmet i Berlin m ed Franskmanden Dejean. Hvem var nu denne E rn st Renz, hvis Besøg Københav­ nerne længtes saa m eget efter a t se? Han var født i A aret 1818 i K arlsruhe som Søn af et for­ hu tlet A rtistpar, der arbejdede i de smaa, om rejsende tyske / Cirkus. Fo ræ ld rene var alt and et end begejstrede over at faa den i Forvejen ludfattige Fam ilie forøget m ed en ny sulten Mund. I C irkus er Børn im id lertid en Væ rdi og v ar det navnlig tidligere, hvor de blev solgte paa samme Maade som Slaver til den, der havde B rug for dem. Den lille E rn st blev derfor i en A lder af ikke 3 A ar af

37 hæ ndet for Penge til en anden A rtistfam ilie af sin Fader og Moder. Moderen døde et P a r Aar senere, uden at Sønnen i sit senere Liv kund e erind re sig, hvorledes h u n havde set ud. Den »Plejefa’er« og Læremester«, i hvis Fam ilie Drengen blev optaget, var L inedanseren Marxwell, som rejste ru n d t i de tyske Byer, slog sig ned paa Torve og M arkedspladser og ofte ud spæ ndte sin Line hø jt oppe i Luften mellem K irker og T aarne ligesom Roat. En Skæbne som dennes kunde ogsaa godt være overgaaet den lille E rn st Renz, th i han blev ikke skaanet, m en efter Datidens Skik dresseret med Sult og Pisk, ligesom Dyrene, og endda af F ru Marxwell, der var Manden i Huset. Hun ty ranniserede baade sin Ægtefælle og sin Plejesøn, th i h u n var en meget energisk Kvinde, saaledes som det ofte er T ilfæ ldet i A rtistfam ilier, og h u n var da ogsaa en af sin T ids dygtigste L inedansere. Derfor vilde h u n ogsaa gøre den lille E rn st til sin P a rt­ ner, og da h an var 6 Aar gamm el og havde fuldendt den for A rtister uundvæ rlige Forskole som Parterregymnast, m aatte h an op i Luften med F ru Marxwell. Han viste sig at være ualm indelig d ristig og behændig, og hans Læremesterinde ventede sig allerede stolte Resultater af den videre Uddan­ nelse. Saa ram te den Skæbne, der lurede paa alle Taarnline- dansere, ogsaa F ru Marxwell. Hun styrtede ned og slog sig ih jel paa Stedet. Det var en Misère for Selskabet. Hr. Marxwell brød fuld­ stændig samm en og sad tilsid st Enkem and alene tilbage med den 13-aarige Elev, der nu blev solgt videre mod en passende Affindelsessum til C irkusdirektør Brilloff. Saaledes un dg ik Renz R isikoen for at faa samme Skæbne som sin Læremesterinde, idet han fra fri Luft blev flyttet ind under Cirkusteltet. Cirkus Brilloff var ikke ju st en af de betydeligste paa den Tid, den var im id lertid en glim rende Udklækningsanstalt,