KøbenhavnsSlagterlaug_1451-1926

TIDEN FRA AAR 1750 TIL 1857.

Ved det 18. Aarhundredes Midte var Laugenes Stilling blevet meget stærkt forringet. Da Regeringen ønskede, at saa mange som muligt skulde kunne leve af det paagældende Haandværk, om saa end den enkeltes Udkomme blev smaat nok, hellere end at en mindre Kreds monopoliserede Haandværket og havde et rigeligere Udkomme, kom Regeringen i skarp Modsætning til Laugene, hvis Ønsker netop gik ud paa at begrænse Tilgangen saa meget som muligt. Regeringen var jo imidlertid den stærkeste Part og i Stedet for, som i tidligere Tid, at give nye Laugsartikler, naar der var Forhold, man ønskede at ændre, — Slagterlauget fik jo, som vi har set, nye Artikler fire Gange i Løbet af det 17. Aarhundrede, — gik man nu den Vej igennem enkelte Forord­ ninger at gøre flere og flere Indhug i Laugenes Privilegier. Den danske Haandværkerstand blev paa denne Maade trængt dybere og dybere ned i Fattigdom og dermed i social Stilling, medens andre og nyere Lag dannede sig ovenfor den, og Haandværket var i denne Nedgangs­ periode henvist til at hente sin Tilgang fra de laveste Lag i Befolknin­ gen. Modstand og Bøn om Forbedring i Haandværkernes og i Haand- værkets Kaar mødtes af Regeringen med Tvang og Afvisning. Det var jo Enevælden, der regerede, og den vidste bedst, hvad der tjente ti! Folkets Vel. Da samtlige Laugs Oldermænd 30. December 1769 indgik til Byens 32 Mænd med en Petition om gennem Magistraten at rette en Henvendelse til Kongen om i Tide at raade Bod »paa den totale Ruin, som vores Laug dagligen trues med,« fandt Laugene, som næsten altid, et villigt Øre hos de 32 Mænd og Magistraten, men Kongen tog Sagen meget unaadigt op og befalede Magistraten at tilkendegive de 32 Mænd fremtidig ikke at befatte sig med Sager, der ikke vedkom dem. Stillingen var nærmest haabløs for de gamle Laug, og som den var det for de øvrige Laug, saaledes var den det, vel endog i højere Grad, for Slagterlauget.