KøbenhavnsSlagterlaug_1451-1926

70

—

—

Bede 1 Sk. og et Lam V 2 Sk. I de nærmeste Aar herefter steg Græs- pengene stærkt, saa at en Hest kostede 3 Mark, en Ko IV 2 Mark og en Ged 4 Sk. I de sidste Dage af sit Liv græssede Kreaturet gratis, men dette blev aabenbart misbrugt, thi i 1676 klager Kæmneren over den megen gratis Græsning af Slagtestude, Faar og Lam, og Aaret efter siger han, at Slagterne misbruger deres Frihed og lader ikke alene deres egne Stude, »men endog andre under deres Hjord i Huindrede-Tal drive Nat og Dag.« Medens vi er ved de Byrder, der paahvilede Slagterne, skal vi ganske kort nævne et Par andre Pligter, som der ofte under de staaen- de Stridigheder henvistes til fra Slagternes Side. Det var bl. a. For­ pligtelsen til at møde ved Ildløs. 23. Juli 1689 udkom en Brandordning for København, og denne paalagde bl. a. alle Bagere og Slagtere, som holdt Heste, at holde Tønder og Sluffer i Beredskab. For Udeblivelse kunde de idømmes en Mulkt af 10 Rdl. Allerede før 1590 havde Magistraten i sine Vedtægter for Laugene forbudt Slagterne at sælge Huder til andre end de i Byen bosiddende Skomagere, og i 1617 befalede Kongen, at uberedte Okse- og Kohuder ikke maatte udføres fra København, men skulde forbeholdes Byens Skomagere. Denne Bestemmelse stod vistnok stadig ved Magt. 1687 klagede Slagterlauget over, at det i Toldrullen var Slagterne forbudt at udføre deres Lamme- og Faareskind til fremmede Steder, hvorfor Skindene, da der kun var ringe Afsætning for dem her i Byen, blev liggende og fordærvedes. Kongen gav da 13. September Udførsels­ tilladelse mod Told som sædvanlig. 1719 klagede Slagterne igen over, at Lammeskind med Uld paa ikke kunde bruges i den kongelige Uld­ manufaktur, hvorfor de fik Tilladelse til at udføre dem, dog at den, der købte og udførte Skindene, med Slagternes edelige Attester skulde bevise, at Skindene ikke kunde bruges i Uldmanufakturen, og at der ikke var Faareskind imellem. 8 . Oktober 1734 udgik der en Forordning om, at Stiftsbefalingsmændene i hver sit Stift og Magistraten i Køben­ havn skulde fastsætte bestemte Priser paa Skind, som Garverne skulde betale. Vilde Garverne ikke betale de fastsatte Priser, maatte Skindene udføres. I Henhold hertil lod Slagterlaugets Oldermand forespørge ikke blot hos Garverne, men ogsaa hos Handskemagerne, om de vilde mod­ tage alle de Lammeskind, som kaldes Knælinger, som Slagterne laa inde med, og om de herefter vilde modtage alle Lammeskind af enhver Slags, som Slagterne kunde levere, og betale de fastsatte Priser. Her-