KøbenhavnsSlagterlaug_1451-1926

— 32 — tagne Laugsbroders Edsaflæggelse foregaar for aaben Lade. Men det at Slagterlauget har optaget Ziinftens Kultus med den aabne Lade, be­ høver ikke at kendetegne Lauget som ziinftigt. Laden, hvori Laugets Privilegier og Penge opbevaredes, var jo selvfølgelig et helligt Klenodie for Lauget, og hvad var naturligere end at vise dette Ærbødighed, tilmed naar man vidste, hvorledes andre Laug dyrkede Laden. Det er jo egentlig kun ganske naturligt, at det københavnske Slag- terlaug ikke var ziinftigt. Lauget var aldrig stort, det talte i 1743 kun 30 Medlemmer, og der har aldrig i dets Skraaer været fastsat Bestem­ melser om Svendevandringer. Men Lauget har tilmed, saavidt det frem- gaar af de bevarede Kilder, altid været udpræget dansk. Af de i de to ældste Borgerskabsprotokoller, fra Aarene 1699 til 1723, nævnte Per­ soner, der har vundet Borgerskab som Slagtere, ialt 49, var 28 født i København, 9 i det øvrige Danmark, 6 i Sverige og 6 i Tyskland. At disse 6 tyskfødte Medlemmer af Lauget, der er indkomne i Løbet af 24 Aar, i nogen Maade skulde have kunnet præge det, tør dog ikke antages. Desuden forekommer der ikke i den gamle Protokol nogen Indførsel, der tyder paa tyske Skikke eller tysk Sprog. Men selv om Lauget altsaa har været fuldt saa dansk som noget andet Laug, saa har det naturligvis ikke kunnet undgaa at maatte lide under den Uvillie, der paa højere Steder oparbejdedes imod Laugene, og som ikke mindst skyldtes netop det, at Laugene herhjemme støttede deres Position ved den nære Sammenknytning med de tyske Laug. De fremmede Haand- værkssvende nægtede at arbejde i Laug, der ikke var ziinftige, og danske Haandværkssvende kunde, praktisk talt, ikke rejse paa Haand- værket, naar de ikke hørte til et ziinftigt Laug. Hvad nyttede det saa, at Regeringen strittede imod og gav Bestemmelser om Laugene, ja endog gik saa vidt, at den helt ophævede disse? Laugenes Organisa­ tion var Regeringen for stærk, og paa Laugenes ubrydelige Sammen­ hold prellede Regeringens gentagne Forsøg af. Det synes, som om det hovedsagentlig er Skomagerlauget i Kø­ benhavn, der, ved ikke at overholde de af Kongen fastsatte Priser paa Fodtøj, har optændt den kongelige Vrede, saa at Kristian IV 19. Juni 1613 udsteder en Forordning, hvori det hedder, at da »Laugene paa det højeste besværer vore Undersaatter, med hvad de hos dem skulle lade gjøre«, saa forbydes nu alle Skraaer og al Laugsret. Enhver skulde nu fremtidig kunne bruge sit Haandværk, naar han havde aflagt sin Borgered.