KøbenhavnsSlagterlaug_1451-1926

TIDEN FRA OMKRING AAR 1600 TIL 1750. I Begyndelsen af det 17. Aarhundrede kom de tyske Laugsskikke, som med et fælles Ord kaldes »Ziinften«, til Danmark. Laugsvæsenets egentlige Blomstringssted var lyskland, og her kendes Haandværkernes Vandringer helt tilbage i Middelalderen. Dels tvungne af tiltagende Overproduktion af Svende, dels for at lære nyt og se andre Egne, Sæder og andet Haandværksbrug drog de unge Svende bort fra det Sted, hvor de havde tilbragt deres Læretid. Svende­ vandringen blev en Fortsættelse af Læreaarene, og efterhaanden en ganske nødvendig Fortsættelse, idet adskillige Laug stillede Fordring om, at Svenden, førend han kunde nedsætte sig som Mester, havde »forsøgt sig« et vist Antal Aar paa andre Steder. Fra Tiden omkr. Aar 1600 ser vi en stadigt stigende Strøm af Haandværkere, naturligvis mest tyske, drage ind over Danmarks Grænser, og ikke faa af disse Gæster kom til at synes saa godt om Landet, at de slog sig ned for stedse. Men ogsaa Danmark sendte sine unge Svende ud, og med Sta­ ven i Haand og Randselen paa Nakken drog de i nogle Aar om i Udlandet, rejste »paa Haandværket«, led maaske undertiden Sult og Nød, men høstede oftere Glæde og Nytte af Samværet med fremmede Værkfæller, saa at Rejseaarene senere stod i Erindringen med særlig Glans og Tillokkelse. Men ved det livlige Samkvem bragtes Ziinften ind i de danske Laug. Som Broderskabsfølelsen var en bærende Kraft indenfor Laugsmestrenes Kreds, saaledes ogsaa indenfor Svendenes Kreds, og naar den rejsende Svend kom til en fremmed By, var han altid sikker paa at blive hjulpet tilrette, naar han henvendte sig paa sit Laugs Herberge og paa de forskellige vedtagne Maader gav sig tilkende som hørende til Lauget. Han skulde, naar han fremstillede sig i Svende­ kroen, kunne fremsige den for Lauget vedtagne Hilsen (Grusz), kunne give de foreskrevne Haandtryk paa rette Vis, holde sin Hat paa en bestemt Maade og andet mere. Kunde han det, saa tog Oldgesellen sig