KøbenhavnsSlagterlaug_1451-1926

174 —

_

i Kontrollens første Tid stod uden Erfaringer, og disse skulde de først indhente ved deres Behandling af de Varer, som Slagterne maatte forelægge dem. Det var saaledes Slagterne, der maatte lægge Ryg til, og selv om en Slagter vil se nok saa velvilligt paa den Sag, som Dyr­ lægen tjener, saa vil han dog aldrig kunne bringes til at se paa Sagen fra Dyrlægens Standpunkt. Harmen mod Dyrlægerne var stor i de første Aar, og har maaske i enkelte Tilfælde ogsaa været berettiget. Der ymtes af og til om Chikane fra Dyrlægernes Side, og vist er det i alt Fald, at en Dyrlæge, om han blev uens med en Slagter, havde det i sin Magt at kunne kassere hans Kød. Hele dette Forhold er dog nu forandret. Dyrlægerne arbejder nu paa mange Aars Erfaringer, og af Slagterne er kun faa af den gamle Generation, der oplevede Slagte­ husenes Aabning og de dermed følgende Stridigheder, tilbage. Hele den yngre Generation er opvokset under de nu bestaaende Forhold. Det Spørgsmaal, der først rejste sig for Slagterne under det skær­ pede Tilsyn, var, hvorledes de bedst skulde undgaa økonomisk Tab ved Kassationerne. Paa et Kvartalsmøde i Januar 1888 udtalte et Laugsmedlem, at flere med ham havde undret sig over, at Laugsbesty- relsen ikke var fremkommet med Forslag om at stifte en Assurance­ forening. Da dette ikke var sket, stillede han nu, i Forening med flere, Forslag herom. Oldermanden oplyste under den følgende Diskussion, at Kreaturkommissionærerne havde besluttet, at den af dem oprettede Assuranceforening ikke kunde give Erstatning udover hvad der var vedtaget i dens Love, og paa at give Erstatning for Kød, der stemp­ ledes som 2. Klasses, vilde den ikke indlade sig. Forslaget om Op­ rettelse af en Asuranceforening forkastedes med stor Majoritet efter en længere Diskussion. To Aar senere dukkede Spørgsmaalet atter frem, idet et privat Assuranceselskab havde tilbudt at assurere Smaa- krammet.*) Meningerne var delte, men man ønskede dog helst at blive ved med at opretholde Forbindelsen med Kreaturkommissionæ­ rernes Assuranceforening, der jo kunde forhøje Præmierne, om det viste sig at være nødvendigt. I 1892 erklærede Assuranceforeningen, at den ikke havde Raad til at assurere Smaakrammet, og Lauget drøf­ tede derfor forskellige Udveje, uden at det dog kan ses, at Drøftelserne førte til et Resultat. Der høres derefter ikke noget om Assurancesagen førend i 1909, da der fremkom Klager over, at Assuranceforeningen

*) Hoved, Lever, Tunge og Hjerte, hvor de fleste Sygdomme har deres Sæde.