KøbenhavnsSlagterlaug_1451-1926

DEN NY TID. Tiden var løbet fra Laugene. Disses eksklusive Væsen, deres Værn om Rettighederne, deres fra Fædrene nedarvede Skikke, der forekom udenforstaaende mere eller mindre latterlige, alt dette og meget andet stemmede ikke overens med den Frihedsbevægelse, der, saavel i politiske som i andre Forhold, gik henover Europa og højlydt krævede, at de spærrende Skranker skulde falde. Laugene gjorde, hvad de formaaede for at værge sig, men det var kun smaat med Evnerne. Tidens Haandværkere stod ikke paa noget højere socialt Niveau; tværtimod var de fleste af dem stærkt fortrykte. Gennem- gaaende var de kun Smaakaarsfolk, komne af ringe Kaar og ude af Stand til at arbejde sig ud af disse. Kun sjældent traf man en Haand- værker, der var i Stand til at se udover sin egen snevre Interessekreds. I Reglen lod han, konservativ som han var, sig det være nok at udøve sit Haandværk paa den Maade, han havde lært det, stræbte ikke efter at trænge frem ad nye Veje, men saa tværtimod med Mistillid paa alt nyt. Og som det gik ham indenfor Haandværket, saaledes ogsaa politisk. Han var ikke paa dette Omraade naaet stort udover Holbergs »politiske Kandestøber«. Kun et stod ham klart, at overfor Tidens, i hans Øjne kun nedbrydende Tendenser, havde han kun et Værn, det, som ingen kunde tage fra ham, hans Mesterstykke. I hans Øjne ydede det Garantien for hans Duelighed og Formaaen, hævede ham op over Fuskeres og Frimestres foragtede Kreds, og derfor gjaldt det at værne dette, hans sidste Bolværk. Men, desværre for ham, stod han, netop gennem den af Laugene selv gennemførte Eksklusivitet, isoleret over­ for den øvrige Befolkning, der med Begejstring havde optaget Lære­ sætningen om, at »Enhver bør have Lov til at anvende sine Armes Kraft til, hvad han vil,« og intet af de Slag, som Laugstilhængerne slog for at værne det, som de ansaa for deres Livsbetingelse, var til nogen som helst Nytte.