KøbenhavnsSkotøjsfabrikanter_1890-1930

94 lig for at komme bort fra Pristalsreguleringen. Fabrikanterne var noget betænkelige herved, men man enedes dog sluttelig om at forny Over* enskomsten paa 2 Aar uden Pristalsregulering, dog saaledes at Over* enskomsten kunde opsiges efter et Aars Forløb, hvis Pristallet gik mere end 6 Points op eller ned, og man afskaffede den ganske ulo? giske Ordning, man havde truffet i 1925, hvorefter man havde en Mi? nimalløn, der ikke maatte bruges, og en Mindstebetaling, der var den faktiske M inimalløn, idet man nu gjorde Mindstebetalingen til Mini? malløn. Paa Akkordprislisterne foretoges nogle smaa Ændringer baade i op? og nedadgaaende Retning, og man enedes igen om at nedsætte et Udvalg for at undersøge Mulighederne for en Prisliste for Fær? diggørelsesafdelingen, hvilket heller ikke denne Gang resulterede i noget. Overenskomsten kom kun til at vare 1 Aar, idet Pristallet i August 1927 var gaaet ned med 7 Points til 177, hvorfor Fabrikanterne ikke mente at kunne forsvare at fortsætte med de hidtidige Lønninger og derfor opsagde Overenskomsten. Man forlangte en Reduktion paa 8 % og Genindførelse af Pristalsreguleringen. Men Forbundets Repræsentanter vilde slet ikke gaa med til nogen Nedsættelse. Heller ikke ved Ho? vedorganisationernes Hjælp lykkedes det at opnaa Forstaaelse, og baade den københavnske Fabrikantforening og Provinsfabrikantfor? eningen vedtog da at anmode Arbejdsgiverforeningen om at udstede Varsel om Lockout, hvilket ogsaa skete. Forligsmanden greb da ind og fremsatte et Mæglingsforslag, hvorefter Lønningerne skulde ned? sættes med 3 %, medens Pristalsreguleringen ikke blev genindført. Fabri? kantforeningerne vedtog Forslaget, men Forbundet forkastede det. Paa Forligsmandens Foranledning traadte Parterne da sammen til direkte Forhandling, og det lykkedes at opnaa Enighed om en Overenskomst, hvorefter Lønningerne nedsattes med 2 xk % undtagen for de laveste Timelønninger og for et Par af Prislisterne, som gav den mindste For? tjeneste, men efter hvilke der iøvrigt kun arbejdede ganske faa Ar? bejdere. Man slap saaledes gennem denne Situation uden Arbejds? standsning og fik en Overenskomst, som kom til at gælde i 2 Aar, idet ingen af Parterne opsagde Overenskomsten til Ud løb i 1929, og denne 2 Aars Periode blev saaledes med Hensyn til Arbejderspørgs? maal en meget rolig Tid. Bortset fra den før omtalte Sag om Arbejdernes Bestræbelser for at gennemføre, at en nyantagen Arbejder skulde have samme Timeløn som sin Forgænger, var der ingen Spørgsmaal af almindelig Interesse.