KøbenhavnsSkotøjsfabrikanter_1890-1930

93

194, hvilket medførte en Nedgang i Lønningerne af 1 2%, og i August gik det yderligere ned til 184, hvilket gav yderligere 5 % Nedgang, en Nedgang, som det næppe havde været let at faa gennemført ved en Overenskomstforhandling, hvis man ikke havde haft den automa# tiske Pristalsregulering. For Akkordarbejdernes Vedkommende blev Lønnedsættelsen nøjagtig den fastsatte, hverken mere eller mindre, men for Timelønsarbejdernes Vedkommende var Forholdet noget andet. D isse havde Adgang til at søge deres personlige Timeløn forhøjet, og selv i disse daarlige Tider var der ogsaa en D el Arbejdere, der fik personligt Tillæg. Men til Gengæld var der ogsaa andre, som Fa* brikanterne ønskede at sætte ned i Løn, og da en Fabrik, der paa Grund af Arbejdsmangel havde afskediget nogle Arbejdere, efter no# gen Tids Forløb ønskede at antage dem igen og da tilbød dem en lavere Timeløn, tog Forbundet dette Spørgsmaal op og bestred Fa* brikkens Ret til at antage dem til en lavere Løn end den, de havde ved Afgangen. Denne Sag fik først sin Afgørelse ved Den faste Vold# giftsret, og denne Afgørelse gik Arbejderne imod. Forbundets københavnske Afdeling havde imidlertid oprettet et Op# lysningskontor noget i Smag med Fabrikantforeningens Kortkontor, hvorigennem den kunde holde Kontrol med de enkelte Arbejderes personlige Lønninger, og Fabrikantforeningen fik snart det bestemte Indtryk, at dette Oplysningskontor benyttedes til at søge gennemført, at ny Arbejdere ikke maatte gaa i Arbejde til en lavere Timeløn, end Forgængeren i Pladsen havde faaet, og dette mente man fra Arbejds# givernes Side var ulovligt, og man førte forskellige Forhandlinger med Forbundet herom. En Sag herom fra N iels Madsens Skotøjsfabrik gik senere til Den faste Voldgiftsret, men denne fandt det ikke bevist, at der forelaa noget Forbud fra Forbundets eller den københavnske Af# delings Side mod, at Arbejderne gik i Arbejde til lavere Løn end For# gængeren havde haft, og Kendelsen gik derfor Fabrikanterne imod. løvrigt var der ikke i denne Periode større Uoverensstemmelser med Forbundet. Naturligvis behandledes der en Række Smaasager, og man forhandlede ogsaa med Forbundet om Forhold af anden Na# tur, hvor man havde fælles Interesser, nemlig Spørgsmaalet om Krise# værn for Skotøjsindustrien, hvor Forbundet støttede Fabrikanterne af al Evne, og ligeledes i Spørgsmaalet om Fornyelsen af Loven om Indskrænkning i Adgangen til at anvende Pap og Kunstlæder i Sko# tøj, som i 1926 fornyedes paa 3 Aar og i 1929 igen paa 3 Aar. Forbundet opsagde Overenskomsten til Ud løb 1. Februar 1927, sær