KøbenhavnsSkotøjsfabrikanter_1890-1930

78 der ellers skulde være opsagt inden 1. November, kun behøvede at opsiges inden 1. Januar. I en lang Række Fag lykkedes det at opnaa Enighed, deriblandt i Skotøjsindustrien, hvor man i Midten af December efter adskillige Mø* der, hvoraf det sidste varede 20 Timer, enedes om et Forslag til Forlæn* gelse af Overenskomsten, der i det væsentlige gik ud paa, at Lønningerne ændredes i Overensstemmelse med Pristallene i Februar og August 1924, hvilket for Februar betød en Stigning af 2 °/0. Endvidere forhøjedes nogle enkelte Akkorder i de forskellige Prislister, og der blev nedsat et Udvalg til Modernisering af Prislisterne for Kilehæle og for delt Naadling. Endvidere imødekom man Forbundet paa to Punkter, som dette lagde overordentlig stor Vægt paa, nemlig en Forhøjelse af Mind* stebetalingen for Arbejderne og Spørgsmaalet om Akkorderne i Fær* diggørelsesafdelingen. Arbejderne hævdede, at de Minimallønninger, der gjaldt i Skotøjsindustrien, var de laveste, der gjaldt noget Sted, hvilket ogsaa var rigtigt, efter at Jernindustrien havde forhøjet Mindste* betalingerne, og man ordnede derfor dette Spørgsmaal saaledes, at Mi* nimallønningerne formelt blev staaende, men at man fastsatte nogle Satser, som i indeværende Overenskomstperiode var de laveste, der maatte lønnes efter, nemlig 85 Øre for voksne mandlige Arbejdere, 65 Øre for Naadlersker og 48 Øre for andre Kvinder, medens Minimal* lønningerne blev staaende paa henholdsvis 66 Øre for mandlige Ar* bejdere, 49 Øre for Naadlersker og 43 Øre for andre Kvinder. For Færdiggørelsesafdelingens Vedkommende krævede Forbundet atter ind* ført organisationsmæssige Prislister, hvilket man ikke vilde gaa med til, da Erfaringerne fra tidligere Tid talte herimod; men man enedes om, at Prislisterne som hidtil skulde fastsættes paa de enkelte Fabrikker, men godkendes af et staaende Udvalg, bestaaende af 2 Repræsentanter fra hver Side. Dette Udvalg kom overhovedet ikke i Funktion, hvilket tydede paa, at Forbundet i det store og hele ikke havde nogen be* rettiget Grund til Klage over de gældende Finishakkorder. D e store Udgifter, som Arbejdsstandsningerne i 1921 og 1922 havde medført for Arbejdsgiverforeningens Strejkeforsikringsfond, og som havde været større, end Kassens Beholdning den Gang var, bevirkede, at Arbejdsgiverforeningen besluttede sig tii at ordne Understøttelses* forholdene under Arbejdsstandsninger paa en helt ny Maade. D et sam* lede Bidrag til Arbejdsgiverforeningen blev sat ned fra 0 ,9 % til 0 ,5 %, hvoraf saa meget som muligt skulde henlægges til et Reservefond, der dog som Regel først skulde yde Understøttelse, efter at Arbejdsstands*