KøbenhavnsSkotøjsfabrikanter_1890-1930

76 for Skotøjsindustrien, fik ogsaa indirekte Betydning for Læderindu# strien derved, at Skotøjsindustriens Forbrug af Læder blev større, og Læderfabrikkernes Afsætning bedre. Læderfabrikanterne mente imid# lertid ogsaa at have Krav paa særlig Beskyttelse og søgte dette op* naaet ved Gennemførelse af en Lov om Forbud mod Betyngning af Læder, en Lov, som Skotøjsindustrien ikke var Tilhænger af, fordi dette vilde give de danske Garverier en fuldstændig M onopolstilling, da man ikke kunde antage, at de udenlandske Garverier af Hensyn til det lille danske Marked vilde lægge deres Fabrikationsmaade om. Kun hvis Loven blev udstrakt til ogsaa at gælde Læder, der indførtes som Bestanddel af færdigt Fodtøj, kunde Skotøjsindustrien tiltræde den. Loven blev imidlertid ikke gennemført, hverken da den første Gang var paa Tale i Efteraaret 1922, eller da Spørgsmaalet blev taget op igen ved Importreguleringens Bortfald. Ogsaa Skotøjshandlerne led selvfølgelig under de daarlige Tider, og Antallet af Betalingsstandsninger blandt dem var meget stort i disse Aar. Skotøjsbranchens Kreditorforening var derfor meget travlt beskæftiget; men da der fra visse Sider var nogen Utilfredshed med dens Maade at arbejde paa, nedsatte Foreningen et Udvalg til For* handling med Kreditorforeningens Bestyrelse om Forholdene, og der gennemførtes Bestemmelser, der sigtede til en hurtigere og paalide# ligere Opgørelse af Boerne. Haand i Haand med Kreditorforeningen arbejdede den i Efteraaret 1922 paa Forslag af Direktør O t t o J ø r g en sen oprettede merkantile A fdeling indenfor Foreningen, som overvejende havde til Formaal at beskæftige sig med Forholdet overfor Kunderne, og som bl. a. førte en vis Kontrol med en Række Skotøjshandlere, som stod paa svage Fødder. Som Sekretær for denne Afdeling fungerede som Regel Se* kretær A. O vesen , der i 1921 var blevet tilknyttet Sekretariatet. Med Landsorganisationen af Skomagermestre og Skotøjshandlere i Danmark havde man forskellige Forhandlinger, der bl. a. resulterede i, at man, hver Gang en Skotøjshandler søgte Akkord, gav Lands# organisationen Lejlighed til at udtale sig om, hvorvidt Akkord burde gives eller ej, og man blev ligeledes enig om at nedsætte et Fælles# udvalg til Afgørelse af Stridigheder mellem Fabrikanter og Forhånd# lere for at undgaa retslig Behandling heraf. Dette Udvalg, som kun kan træde i Virksomhed, naar begge de stridende Parter henviser en Sag til Afgørelse her, har ikke haft særlig mange Sager, men har vir# ket ganske udmærket, og Sagernes Behandling i Udvalget har altid