KøbenhavnsSkotøjsfabrikanter_1890-1930

75 med Forbundet om Sagen, men som man kunde vente, var dette ikke meget villig til at gaa med til en yderligere Nedgang. I Henhold til Bestemmelsen i Overenskomsten af 1922 var man blevet enig om at forlænge den til 1924, hvoraf Følgen var, at Lønningerne ikke var blevet reguleret i August 1922, medens de i Februar 1923 var gaaet ned med 6 %. H vis Kriseværnsbetingelserne skulde overholdes strengt, skulde Lønnen nu yderligere sættes ned med ca. 25 °/o, og selv om man haabede, at man kunde klare sig med, at det var Ugelønnen i 1923, der skulde svare til Ugelønnen i 1914 med Tillæg efter Pris* tallet, og ikke Timelønnen, vilde det dog betyde en Nedgang i Løn* ningerne paa 12—14 °/0. Meddelelse om en saadan Lønnedgang skulde afgives til Ministeriet inden d. 15. Juni, men da denne Dag kom, var man ikke naaet et Skridt videre. Da greb Professor B irck ind og førte nogle Forhandlinger med Skotøjsarbejderne og fik dem til i hvert Tilfæ lde at opgive deres absolut afvisende Holdning og at indlade sig i en Realitetsforhandling, som imidlertid først kom i Gang d. 30. Juni, og i denne Forhandling deltog ogsaa Professor B irck og Inden* rigsminister K ragh . Baade Arbejdere og Arbejdsgivere hævdede her, at de Betingelser, der var stillet, i og for sig var uretfærdige, da det ikke kunde fragaas, at Arbejdsintensiteten var steget, saa at der ikke var nogen Mening i, at Arbejderne skulde ned paa det samme Løn* niveau som i 1914, da de faktisk udførte mere Arbejde end den Gang. D et lykkedes ogsaa at faa Indenrigsministeren til for sit eget Ved* kommende at tiltræde dette Princip, og der blev opnaaet Enighed om en Ordning med Hensyn til, hvorledes Lønnen fremtidig skulde be* regnes, og Overenskomsten blev overleveret til Indenrigsministeren den følgende Morgen. Men Ministeriet henholdt sig til, at Enighed var opnaaet for sent, og Loven bortfaldt. I de tre Maaneder, den havde virket, var der ialt indført 52.000 kg. Skotøj eller ca. 17,000. kg. pr. Maaned. A t den havde virket godt, er der altsaa ingen Tvivl om, og det var med bange Anelser, at Skotøjsindustrien saa Krisetolden bortfalde. Man ventede, at Landet nu vilde blive oversvømmet med tysk Fodtøj, og havde overfor Ministeriet givet kraftige Udtryk for sin Frygt i saa Henseende. D et kom nu ikke til at gaa saa galt, idet Tyskland stabiliserede sit Pengevæsen og indførte ordnede Forhold igen paa Pengemarkedet, og Indførslen i Resten af 1923 blev dog ikke mere end ca. 52,000 kg. pr. Maaned, hvilket selvfølgelig i sig selv var en meget stor Indførsel, men dog ikke nær det, man havde frygtet. D e Beskyttelsesforstaltninger, der i dette korte Tidsrum gjaldt over*