KøbenhavnsSkotøjsfabrikanter_1890-1930

rigtigt, og at den var altfor stor for Landets Behov, hvilket var urig* tigt, idet den i sin daværende Størrelse netop var saaledes, at den kunde dække Landets Forbrug, men naar Skotøj indførtes fra Ud* landet, var det jo ikke saa mærkeligt, at Fabrikkerne blev for store. Resultatet blev trods alt, at hverken Skotøjsindustrien eller de andre kriseramte Industrier fik nogen Støtte fra Statens Side — tværtimod blev der paalignet Industrien nye Byrder. I 1920 var der saaledes kommet en ny U lykkesforsikringslov, der havde forøget Dagpenge og Erstatninger i meget høj Grad, og selvfølgelig fulgte Præmien med. Endvidere havde Indførelsen af Invalideforsikringen paalagt Fabrik* kerne et Bidrag hertil af Kr. 5,40 pr. Arbejder, og den Arbejdsløsheds* lov, der blev vedtaget i 1921 og skulde træde i Kraft fra 1. Januar 1922, paalagde Arbejdsgiverne at yde et Bidrag til Arbejdsløsheds* fondet varierende fra 3 til 15 Kr. pr. Arbejder. For Skotøjsindustriens Vedkommende blev Bidraget 12 Kr. indtil videre. Det var derfor nød* vendigt at søge at faa Omkostningerne ned, bl. a. gennem Nedsæt* telse af Arbejdslønnen, og ligesom praktisk talt alle andre Fag opsagde Skotøjsfabrikantforeningen i Efteraaret 1921 Overenskomsten til Ud* løb 1. Februar 1922 og krævede Lønningerne nedsat med ca. 3 0%. Skotøjsarbejderne stillede sig meget lidt imødekommende og vilde til at begynde med ikke strække sig videre end til en Nedgang paa 4—5 %. Senere var de dog kommet saa vidt, at de kunde tænke sig at gaa ned i samme Forhold, som Pristallet var gaaet ned, nemlig med 1072%; men dette kunde man heller ikke nøjes med, og Sagen gik til Hoved* organisationerne. Arbejdernes Stilling var imidlertid nogenlunde ens i alle Fag, og Arbejdsgiverforeningen saa sig nødsaget til at udstede Lockoutvarsel. Forligsmanden greb da ind og stillede et Mæglings* forslag af 3. Februar, der indeholdt Bestemmelse om en Nedsættelse af 15 %, hvilket forkastedes af Arbejderne, og Lockouten traadte i Kraft d. 14. Februar, for en Række Fag, deriblandt Skotøjsindustrien. Stri* den drejede sig udelukkende om Lønningerne, idet man ved direkte Forhandling med Forbundet var blevet enig om de almindelige Be* stemmelser. D en 9 . Marts fremkom Forligsmanden med en Henstilling til Parterne om at enes paa et andet Grundlag og en noget mindre Lønnedgang; men dette Forslag forkastede Arbejdsgiverforeningen, og først d. 4 . April blev Hovedorganisationerne enige om en Ordning, der i alt væsentligt var den samme som Forligsmandsforslaget af 3. Fe* bruar, idet der kun var den Forskel, at Minimallønningerne f. Eks. i Skotøjsindustrien ikke blev nedsat, og at der blev givet Lejlighed til