KøbenhavnsSkotøjsfabrikanter_1890-1930

50 gives Dispensationer herfra, naar dette kunde ske uden at genere det hjemlige Forbrug. Alle Ansøgninger om Udførselstilladelse for Ar? tikler, der bruges i Skotøjsfabrikationen, blev, forinden de bevilgedes, forelagt Skotøjsfabrikantforeningen til Erklæring, og hvor det drejede sig om Varer, paa hvilke der var Mangel her i Landet, nægtede man at anbefale Udførselsandragendet og henviste de paagældende Firmaer til at tilbyde Medlemmer af Skotøjsfabrikantforeningen disse. Det er tidligere nævnt, at Formanden havde nedlagt sit Mandat i Skotøjsudvalget, fordi der ikke blev taget Hensyn til hans Krav om, at alle Spørgsmaal om Udførsel af Fabrikater af Læder skulde behandles i een Kommission, for at man ikke vedblivende skulde være udsat for, at Skotøjsudvalget holdt igen paa Udførslen af Hensyn til Landets For? syning med Læder, medens Sadelmagerudvalget ikke tog Hensyn i saa Henseende. Hans Udtræden af Skotøjsudvalget blev skarpt kritiseret af Industriraadet, og det var denne Kritik, der medførte, at han ogsaa nedlagde sit Mandat som Medlem af Industriraadet. Da han imid? lertid havde Følelsen af, at Skotøjsindustrien i nogen Grad blev holdt udenfor de Forhandlinger, der senere blev ført om de vigtige Ind* førselsforhold, meddelte han paa Foreningens Generalforsamling i 1916, at han ønskede at fratræde som Formand, for at Foreningen kunde faa en Formand, der var i bedre Kontakt med Autoriteterne og kunde repræsentere Foreningen i Industriraadet. Foreningen stillede sig imid? lertid fuldkommen paa Formandens Side og opfordrede ham ganske enstemmigt til at blive. Man vilde ikke lade Industriraadet diktere, hvem der skulde være Foreningens Formand, og kunde man ikke gøre sin Indflydelse gældende gennem Industriraadet, maatte man gaa direkte til Regeringen. J acob indvilgede derefter i at fortsætte som Formand, og det varede heller ikke længe, inden Forholdet til Industri? raadet atter blev ordnet, saaledes at han paany blev Medlem heraf. Paa denne Generalforsamling oprettede man et Fond til Under? støttelse af trængende Medlemmer eller deres Efterladte. Bidraget her? til blev fastsat til 1 °/00 af den aarlige Arbejdsløn, og Bestyrelsen kunde aarligt anvende Halvdelen af Bidraget til Understøttelser. Vilde den gaa herudover, maatte den have Generalforsamlingens Samtykke. Fondet havde allerede ved sin Stiftelse en Grundkapital, idet Gros? serer A n d e r s La rsen havde skænket et Beløb af 5000 Kr. hertil som et Ud tryk for sin Taknemmelighed overfor Foreningen i Anledning, af, at denne havde ydet ham en god Støtte i et for ham meget van? skeligt Udførselsspørgsmaal.