KøbenhavnsSkotøjsfabrikanter_1890-1930

49 fra Overenskomsten, og naar Læderpriserne ikke blev holdt paa et bestemt Niveau, kunde Skotøjspriserne det selvfølgelig heller ikke, saaledes at ogsaa Skotøjsfabrikanterne maatte erklære sig frit stillet med Hensyn til Priserne, og foreløbig gjaldt der saaledes ingen Re* striktioner paa dette Omraade. Naar der overhovedet var grebet ind fra Statens Side i dette Spørgsmaal, skyldtes det jo den store Ud* førsel, men denne var nu ganske ophørt, ikke mindst paa Grund af den engelske Klausulpolitik. Den Udførsel, der havde fundet Sted af Læder og Skotøj, var for Størstedelens Vedkommende gaaet til Centralmagterne, og dette for* aarsagede en Del Vanskeligheder med England, der snart lagde den Klausul paa de Varer, man fik vestfra, at de ikke under nogen Form maatte genudføres til Centralmagterne; men dette medførte, at man brugte de indførte Varer til Indlandets Forbrug og udførte Varer, der var fremstillet af Landets egne Produkter. Følgen blev, at England indskrænkede vor Adgang til Import mere og mere. Endelig i Novem* ber 1915 lykkedes det at faa en Ordning af Læderimporten, hvorved der blev fastslaaet et bestemt Kvantum, som maatte indføres her til Landet, og dette Kvantum blev saa igen fordelt mellem de Brancher, som tidligere havde plejet at indføre Læder. Man fik selvfølgelig ikke det Kvantum, man gerne vilde have haft, men man kunde dog klare sig med det, man fik, og indenfor Fabrikantforeningen fordeltes det tilladte Kvantum paa de enkelte Fabrikker i Forhold til deres Ind# førsel i 1913 og 1914 med Hensyntagen ogsaa til Arbejdslønnen i 1915. De Fabrikker, der ikke havde importeret selv tidligere, blev i Grunden daarligst stillet. De fik ingen Importret, men skulde ligesom før købe Varer hos Grossisterne, der i stor Udstrækning reeksporterede Varerne til Sverige. Man maatte saa søge en Forhandling med Læderbranchen for at raade Bod paa disse Forhold, og det lykkedes ogsaa at faa en Ordning, hvorefter de, der ønskede at reeksportere, tilsammen skulde ligge med et bestemt Kvantum Chevreau usolgt, saaledes at de altid havde noget til deres danske Kunder. Dette var imidlertid en rent foreløbig Ordning, der ogsaa blev gjort overflødig, da Læderimporten for 1917 blev ordnet. Der blev her fastsat bestemte Kvanta, som Læder* grossisterne maatte reeksportere, medens Resten af, hvad de fik, blev forbeholdt det indenlandske Forbrug. Skotøjsfabrikkerne fik omtrent det samme som for Aaret 1916. For en Mængde af de Varer, der bruges i Skotøjsfabrikationen, var der i Tidens Løb blevet udstedt Udførselsforbud, men der kunde