KøbenhavnsSkotøjsfabrikanter_1890-1930

48 43 Øre for voksne mandlige Arbejdere, 32 Øre for Naadlersker og 27 Øre for andre Kvinder. Fabrikanterne kunde kræve Overenskomi sten forlænget til 1918 mod at give yderligere 1 Øre paa Minimal* lønningerne. Desuden blev der givet et Dyrtidstillæg af Kr. 1,50 pr. Uge til voksne mandlige Arbejdere, 1 Kr. til voksne kvindelige Ar* bejdere og 75 Øre til unge mandlige Arbejdere. Man skulde desuden forsøge at sammenarbejde de bestaaende Prislister for Tilskæring og Stansning og revidere en enkelt af de andre Prislister. Det lykkedes at faa en fælles Stanserprisliste, men Tilskærerne var der selvfølgelig ikke noget Udkomme med, og i Henhold til Overenskomsten blev saa de hidtil gældende Privatakkorder fastslaaet som uopsigelige i Overenskomstperioden, og den laveste af disse, nemlig den fra E. F. J acob , blev fastslaaet som Minimalprisliste, saaledes at Virk* somheder, der fremtidig indførte Akkord, ikke maatte gaa under de deri anførte Priser. Tilskærerne blæste imidlertid Overenskomsten et Stykke og krævede paa nogle Fabrikker Prislisterne stærkt forhøjet, og da de selvfølgelig ikke opnaaede noget, opsagde de deres Pladser. Forbundet maatte naturligvis tage absolut Afstand fra Tilskærernes Optræden og erkende, at den havde været overenskomststridig, og det eneste, Tilskærerne fik ud af det, var, at de maatte tage deres Op* sigelse tilbage. Men Uroen blev ved, og Tilskærerklubben indenfor Forbundet, der aabenbart var lige saa misfornøjet med Forbundet som med Fabrikantforeningen, begyndte nu at operere paa egen Haand og rette direkte Henvendelser til Fabrikantforeningen og de enkelte Fabrik* ker. Heroverfor maatte Foreningen naturligvis meddele Forbundet, at dette vilde man ikke finde sig i. Man havde aldeles intet med Til* skærerklubben at gøre. Havde den noget at fremføre, maatte den gaa til Forbundet, der var den eneste Organisation, som Foreningen kunde forhandle med. Ogsaa Maskinpinderne kom til at lide under de svigtende Tilførsler af Materialer, idet der ikke kunde skaffes ordentlige Tacks, og de forsøgte ogsaa gennem Opsigelser at gennemtvinge et Krav om større Betaling. De blev imidlertid hurtigt bragt til Ro, og hvor der var Anledning dertil, fik de et Tillæg. Den Ordning, der var truffet med Justitsministeriet om at lægge Pri* serne fast indtil 1. Marts 1916, kunde imidlertid ikke holde. Priserne paa Raamaterialer var i stadig Stigning, og i Foraaret 1916 fik man Ministeriets Tilladelse til en Forhøjelse paa 10—15°/0. Stigningen blev ved, og ikke længe efter maatte Læderfabrikanterne sige sig helt løs