KøbenhavnsSkotøjsfabrikanter_1890-1930

14 i Kraft for selvpudset Arbejde, og det bebudedes, at det andet Fod* tøj snart vilde følge efter. Som Eksempler paa Priserne den Gang an= føres: En Herrelæders Morgensko med Læderkap og Skindfoer kostede efter Forhøjelsen 41 Kr. pr. Dusin Par, og en tilsvarende Damesko 31 Kr. pr. Dusin Par. De Priser var dog ikke at betragte som aldeles bindende; der kunde godt ydes en Rabat til Grossister og andre større Forbrugere. Dette var Foreningens første Forsøg paa at beskæftige

sig med Skotøjspriserne. Det blev ikke det sidste. Og det er jo mu= ligt, at det første Forsøg var kro* net med Held, men det skulde senere vise sig, at der ikke var noget Spørgsmaal, som i den Grad kunde skabe Splid og Uenighed i Foreningen, som netop Prisspørgs* maalet, hvilket Spørgsmaal man derfor i de senere Aar har ladet ligge ganske stille. Fabrikantforeningen begyndte nu at overveje Spørgsmaalet om en Revision af den gældende Haand* pinderprisliste, der var traadt i Kraft i 1894, og der nedsattes et Udvalg, som udarbejdede et Ud* kast til nye Akkorder og gik i Forhandlingmed Forbundets Ud* valg efter at have opsagt Over*

S. SØRENSEN

enskomsten til Udøb 15. December 1895. Udkastet blev meget unaa* digt optaget af Forbundet, hvis Formand nu var C arl F. M adsen , den senere Formand for De samvirkende Fagforbund, som havde afløst den tidligere Formand, H. H onoré . Svendenes Udvalg hævdede, at der efter den gamle Pinderprisliste kun kunde tjenes gennemsnitlig ca. 171/* Kr. om Ugen, hvorfor de forlangte Forhøjelser, medens Fabrikant terne mente, at der kunde tjenes op til 24 Kr. om Ugen. Forhandlingerne førte ikke til noget Resultat, selv om man strakte sig en Del fra Fabrikanternes Side, og Svendenes Generalforsamling forkastede enstemmigt Forslaget, men tilbød at fortsætte Arbejdet efter d. 15. December efter de Priser, der stod i deres eget Forslag, hvilket Fabrikanterne selvfølgelig ikke vilde gaa med til, og de vedtog derfor